Der er stadig rift om juletræerne på det danske marked og ikke mindst de udenlandske markeder.
De gode fremtidsudsigter får ganske vist professionelle juletræsproducenter til at plante flere juletræer i øjeblikket, men hos Green Team Group i Sdr. Omme frygter man på ingen måde overproduktion. Primært af to grunde.
Dels er der tal fra Plantedirektoratet, der tyder på, at det samlede areal med juletræer i Danmark er blevet næsten 23 procent mindre inden for de sidste fem år. Derudover stiger efterspørgslen i Østeuropa og Rusland. Green Team Groups salg til Østeuropa er fra 2005 til 2011 steget fra 16.000 til 240.000 træer.
Bredere sortiment
- Der er et kæmpe potentiale i markederne i øst, men det kræver at branchen som helhed fokuserer på markedsføringen af bredt sortiment af flere arter og størrelser fra 35 centimeter, vurderer Green Team Group.
De store detailkæders indtog i Østeuropa giver forbrugerne en mere direkte adgang til naturprodukter, som er blevet et statussymbol, og det vil hurtigt erstatte de kunstige produkter på markedet.
Nordmannsgranerne har i de seneste mange år taget en stadig større andel af markedet for juletræer, og det vil ifølge administrerende direktør i Green Team Group, Peder Østbjerg, fortsat stige. Tilbage i 1996 blev solgt ti millioner nordmannsgraner på det europæiske marked. I 2008 var tallet tredoblet til 35 millioner. Hos Green Team Group forventer man, at antallet vil stige til 60 millioner i 2020.
Samtidig vil udbuddet af blågran og rødgran og andre typer falde kraftigt frem til 2015, da produktionen af disse sorter er halveret i 2005-2010 i de tysktalende lande og Benelux-landene. Det samme gælder for det engelske marked, som er meget stort.