I Europa er de fleste landmænd klar over, hvem Kuhn er. Men på det nordamerikanske marked ser tingene lidt anderledes ud for den fransk-ejede koncern. Derfor har Kuhn købt virksomheden Krause Corporation, der er en nordamerikansk producent af såmaskiner og redskaber til jordbearbejdning.

- Kuhn er med på det amerikanske marked, når det gælder fuldfodervogne. Men når det kommer til andre produkter, har Kuhn kun et ganske lille marked. Ved at købe virksomheden håber man på at kunne positionere sig på markedet med flere produkter, fortæller Kurt Gjødsbøll, produktchef hos MI, der er den danske importør af Kuhn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dermed er døren åbnet for, at Kuhn kan sælge maskiner til hele Nordamerika. Krause har desuden den fordel, at fabrikken producerer redskaber til traktorer med op til 550 hestekræfter. Det vil med andre ord sige helt store redskaber, som ifølge Kuhn kompletterer de nuværende europæisk-byggede redskaber af en lidt mindre kaliber.

Disse store, nordamerikansk-producerede redskaber kan være interessante for de helt store landbrug i Øst- og Centraleuropa, vurderer Kuhn.

Ved overtagelse af virksomheden tager Krause navneforandring til Kuhn Krause Inc., og virksomheden bliver et datterselskab af Kuhn Nordamerika.