Arla sælger produkter i 116 lande. 47 heraf er u-lande, som især køber mælkepulver. Omsætningen i Afrika er 750 millioner kroner eller det, der svarer til 1,5 procent af Arlas omsætning.

- Det er blevet acceptabelt at lave forretning med u-landene. Jeg oplever sågar accept og forståelse fra NGO?erne, siger Frede Juulsen og fortsætter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I de fem år, jeg har arbejdet med salg af mælkepulver oplever jeg også en stor vækst i middelklassen, som er købedygtige og som efterspørger mælk i første omgang og senere andre mejeriprodukter. Om 20 år vil der være 2,5 milliarder flere i middelklassen i landene omkring ækvator. Her er allerede et underskud af mælk i dag, og det marked skal vi være klar til.

Strategien er eksport

Arlas strategi er at eksportere mælkepulver til u-lande med en lille købekraft. Senere, når købekraften stiger, er strategien at blive synlige i markedet med forædlede produkter, som typisk er smør og specialoste. Først derefter kan det komme på tale at producere mejeriprodukter på basis af mælkepulver ude i markedet. Ideen om at producere mejeriprodukter på grundlag af lokal mælk ligger ikke lige for.

Frede Juulsen synes, at det er positivt, at Arla får penge i kassen på grund af de høje priser på mælkepulver, men det bekymrer ham også, at de globale fødevarepriser stiger voldsomt.

- Jeg tror, middelklassen vokser, men jeg tror også, at der desværre opstår en bund af mennesker, som får det endnu sværere end de allerede har det i dag.