Varmt foder er absolut ikke på køerne spiseseddel over livretter.

Det bør mælkeproducenter være meget opmærksomme på, da det ret hurtigt kan vise sig i mælkeydelsen. Det skriver Sagro i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Køer gider, ligesom vi andre, ikke æde så meget, når det er varmt og slet ikke varmt foder, skriver kvægrådgiver Katrine Bjørn, fra Sagro, der påpeger, at fuldfoder har en tendens til at tage varme.

Æder koen mindre, optager den mindre energi og producerer dermed mindre mælk.

Koncentrer foderet

- Vi mærker det flere steder, at landmændene observerer ændret adfærd hos køerne, og at de skal være mere opmærksomme på, at varmt foder hæmmer foderoptagelsen, skriver hun i en pressemeddelelse.

Det er derfor vigtigt at være opmærksom på temperaturen i foderet, for den kan sagtens blive for høj i løbet af ganske kort tid efter udfodring.

- Man bliver nødt til at stikke labben ned i foderet og mærke efter, siger Katrine Bjørn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kvægrådgiverens anbefaling er at koncentrere foderet, så man er sikker på, at det, som køerne trods alt æder, har et tilstrækkeligt energiindhold.

- Når køerne æder mindre, skal de have det rigtige, skriver Katrine Bjørn.

Det er også muligt at tilsætte forskellige syreprodukter i blandeprocessen, som mindsker varmedannelsen i foderet.

- Jeg vil anbefale, at landmændene sikrer sig, at de har det stående på hylden, med det vejr vi har og har udsigt til at få, skriver Katrine Bjørn i en pressemeddelelse.