For nylig var jeg ude og handle med en af mine gode bekendte. Han, som så mange andre i min omgangskreds, kan bedst betegnes som værende en del af storby-økolog-segmentet. Hvis man altså køber præmissen, at Aarhus er en storby og ikke blot en større by med for høje priser.
Ofte deler han generøst ud af sin kritik af landbruget, som ifølge ham både "sviner" og "forurener maden". Men samtalen blev næsten lige så komisk, som han er udvidende, da jeg kiggede i hans indkøbskurv. Her så jeg både dansk bacon, dansk ost, dansk agurk og danske gulerødder - samt de obligatoriske to liter mælk fra Arla.
- Hvorfor køber du egentlig dansk, når du er så kritisk over for de danske landmænd?, spurgte jeg.
- Med dem ved jeg, at de sprøjter langt mindre end for eksempel dem i Holland.
- Og den danske ost?, spurgte jeg.
- Ja, jeg vil ikke have ost med rester af antibiotika. Det er ikke til at vide, hvad italienerne smider i.
Ja, nu er det tilladt at både le og græde, særligt hvad angår delen med antibiotika. Men det er samtidig også et godt billede på, hvordan danskerne ser landbruget, og ikke mindst hvad de rent faktisk ved om det. Nok er danskerne kritiske, men det er min påstand, at tilliden til danske landmænd så langt overstiger den til de udenlandske.
Derfor kan jeg kun tilslutte mig formanden for Landbrug og Fødevarer Kvæg, Christian Lund, da han i sidste måned her i bladet opfordrede danske mælkeproducenter til at "tale hinanden op, i stedet for at tale hinanden ned", fordi "stoltheden skal tilbage i vores fag".
For der er så meget at være stolt af: Omstillingsparatheden i forhold til skærpede miljøkrav, den konstante stræben efter højere produktkvalitet og ditto fokus på at højne sundheden i besætningerne.
Det budskab skal vi sprede.
Så tal op! Jeg starter selv min kampagne blandt storbyøkologerne i Aarhus.
