Oprindelig ville miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen ikke indføre forbud mod at bruge gamle dæk og lignende, der indeholdende metaltråde som overdækning til dyrefoder - eksempelvis ensilage.

Det fremgik af et svar til Karina Due (DF) den 17. juni, hvor han blandt andet forklarede, at Seges i juni 2015 havde advaret om risikoen for dæktråde i ensilage:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg vurderer på denne baggrund, at de nuværende regler er tilstrækkelige til at sikre godt og sundt foder til dyr. Jeg vil derfor ikke indføre et forbud mod brug af gamle dæk og lignende på ensilage, svarede ministeren.

Men nu har tonen fået en anden lyd. Karina Due var ikke tilfreds med svaret, og på et møde med ministeren i august oplyste Esben Lunde Larsen, at det af foderhygiejneforordningen fremgår, at foder ikke må have en negativ indvirkning på dyrs sundhed.

Fornuftige procedurer

I et brev til Karina Due fra 5. oktober skriver ministeren videre:

- Det skal landmanden sikre ved at have fornuftige procedurer. Det er derfor ikke lovligt at anvende mørnede og flossede dæk som overdækning på ensilage, da de kan udgøre en risiko for dyrenes sundhed. Overtræder landmanden disse regler, har Fødevarestyrelsen som kontrolmyndighed på området mulighed for at sanktionere. Jeg har, på baggrund af dit udvalgsspørgsmål om dæktråde i ensilage, bedt Fødevarestyrelsen om at have fokus på afdækningsmateriale til ensilage i kontrollen. Et øget kontrolfokus på området kan medvirke til yderligere at kortlægge problemets omfang samt medvirke til at reducere det.

Løbende dialog med Seges

Fødevarestyrelsen har ifølge Esben Lunde Larsen haft en løbende dialog med Seges om problemstillingen og om hvilke indsatser, der er behov for at iværksætte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Seges har i 2013 uddannet 14 konsulenter som dødelighedsspecialister med speciale i at finde årsagen til dødelighed på en bedrift. Seges kører projektet "Sænk din ko- og kalvedødelighed", hvor der også vil blive sat fokus på faren ved dæktråde. Derudover har Seges oplyst, at de vil intensivere information om korrekt brug af dæk til ensilage i deres nyhedsbrev "Kvæg Nyt" og på Facebook. Som lovet på mødet vil jeg følge op på sagen om et år, så vi kan se, om den øgede opmærksomhed på området fra kontrollørernes side og informationsindsatsen fra Seges har gjort en forskel, slutter Esben Lunde Larsen.

Vidste ikke bedre

Karina Due er godt tilfreds med, at der nu indføres forbud mod anvendelsen af gamle dæk på denne måde:

- I første omgang så det ikke ud til, at der var noget i lovgivningen, der kunne forbyde anvendelsen af gamle dæk til at fastholde presenninger over ensilagen. Ministeren vidste ikke bedre, men jeg fortsatte med at undersøge sagen, og på et nyt møde lovede ministeren at ministeriet ville undersøge sagen nærmer. Og der fremgik det, at det faktisk er ulovligt at bruge noget til at tynge presenningerne ned med, som kan afgive skadelige stoffer til ensilagen, siger Karina Due til Maskinbladet.

Bughindebetændelse

Hun peger på, at når dækkene efter nogen tid mørner, kan små metaltråde fra dækkene trænge ind i ensilagen og dermed ende i tarmsystemet hos kvæget:

- Her bryder trådene ud gennem tarmenes væg og kan fremkalde bughindebetændelse, som er meget smertefuldt, hos køerne. Dyrene dør af det, og det er jo heller ingen god forretning for landmanden. Derfor vælger jeg at tro, at landmændene ikke gør noget bevidst, der kan skade køerne. Derfor er jeg meget glad for, at der startes en oplysningskampagne, der fastslår, at det er ulovligt at anvende gamle dæk på denne måde, slutter Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører.