Abonnementsartikel

En konkurs gav Holmsland Maskinforretning muligheden for atter at blive Giant-forhandler.

Giant er tilbage hos Holmsland Maskinforretning A/S og ejer Arne Nielsen:

- Vi har haft forhandling af et andet minilæssermærke i en årrække og går nu tilbage til Giant. Der er mange overvejelser bag, og muligheden opstod i forbindelse med en konkurs i branchen. Giant er et rigtig godt produkt, og de har mange maskiner og redskaber til specialopgaver, så jeg glæder mig over, at vi igen har Giant i programmet. Jeg ser også en stor mulighed i, at vi nu hurtigt og nemt kan demonstrere en minilæsser hjemme hos interesserede. Vi har allerede solgt den første maskine siden vi fik forhandlingen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Velkommen tilbage

Mælkeproducent Ole Østergård er glad for sin Giant minilæsser, og han hilser Holmsland Maskinforretning A/S velkommen i området igen.

- Jeg købte min første Giant af Arne fra Holmsland. Han prøvede senere at sælge det nye mærke til mig, som han havde i en periode, men jeg har været meget tilfreds med min Giant og har for nyligt købt en ny af slagsen. Giant er en fantastisk snild maskine og det glæder mig der er service at få lige i nærheden, hvis behovet skulle opstå. Det er altid rart med en lokal forhandler, og jeg hilser dem velkommen tilbage, siger mælkeproducent Ole Østergård.

Også Lars Vad fra Brdr. Holst Sørensen A/S - Giant importøren i Danmark og Sverige - er glad for, at Holmsland Maskinforretning A/S igen sælger Giant.

- Vi er glade for, at tingene er faldet på plads, og at vi nu kan fortælle, at Holmsland Maskinforretning A/S er tilbage som Giant forhandler. Det gode samarbejde var sat på pause uden dramatik, og vi ser positivt på fremtidsperspektiverne. Hele forhandlernettet er nu på plads, og der er 22 i Danmark og 20 i Sverige.

Holmsland Maskinforretnings salgsområdet strækker sig fra Lemvig i nord, Videbæk i øst og ned til Nymindegab i syd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Holmsland Maskinforretning A/S har til huse i Kloster ved Ringkøbing.