Markedets største liftophængte skivehøster med butterfly-system og med en arbejdsbredde på 10,5 meter er snart klar til salg i Danmark. Det skriver Rytter Maskiner i en pressemeddelelse.

Skivehøsteren hedder Elho Arrow NK 10500 Delta og bag står finske Elho.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Elho er græsspecialist og en af Finlands største producenter af landbrugsmaskiner.

- Ud over at skivehøsteren er den største af sin slags, så er det værd at bemærke, at maskinen er GPS-styret og skabt til de barske nordiske forhold. Det betyder, at maskinen er bygget af svært materiel, som giver robusthed og længere holdbarhed, siger Bjarne Rytter, der er indehaver af Rytter Maskiner i Randers.

Fleksibilitet og effektivitet

Rytter Maskiner skriver videre i pressemeddelelsen:

- Skivehøsteren er gyroophængt og giver sig både i tværgående og længderetning. Med automatisk kurvestyring bliver den bageste del af skivehøsteren sideforskudt modsat svingretningen, sådan at striber undgås i kurverne. Under transport løftes vingerne automatisk op blot ved et tryk på en knap. Skivehøsteren kan også monteres på bagenden af en traktor, som skal bakke med skivehøsteren - såkaldt reverskørsel. Skulle landmanden køre på en træstub, er det kun selve knivtallerkenen, der bliver beskadiget og ikke hele knivbjælken.

Bjarne Rytter fortæller:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- GPS'en sikrer, at skivehøsteren fx ved kørsel på ujævnt terræn med skråninger selv retter ind efter den ideelle arbejdshøjde. Det er en maskine, som målt på brugervenlighed, klipperesultat, forbrug af brændstof og driftssikkerhed, ligger i den absolutte top.

Maskinerne fås i arbejdsbredder fra 2.000 mm og op til 10.500 mm.