Efter næsten 25 år i branchen er det nu slut for vognforhandleren Thomsen Trailers - i hvert fald som selvstændig virksomhed.

Thomsen Trailers, der har solgt vogne til både entreprenørbranchen og landbruget, er nemlig blevet solgt til sin mangeårige konkurrent og importør af samme slags vogne, Western I/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De sidste tre vogne samt reservedele, som Thomsen Trailers har på lager, flytter derfor nu fra Hastrup nord for Randers, hvor Thomsen Trailers har haft adresse, længere nord på til Mariager, hvor Western holder til.

Det fortæller Thomsen Trailers mangeårige ejer Erik Thomsen.

Glad for løsningen

- Jeg er 68 år og går på pension, så jeg er glad for den løsning, vi har fundet, siger Erik Thomsen, der længe har været en kendt spiller i branchen.

- Vi startede i 1990 med at importere trailere fra Irland. I 1995 fik vi rettighederne til at producere dem i Skandinavien, så siden dengang har vi fået dem produceret hos en maskinfabrik ude i byen, mens vi selv har stået for samlingen, klargørelsen og malingen af trailerne, fortæller Erik Thomsen.

Direktør i Western I/S, Jens Almar fortæller, at de to virksomheders vogne er stort set magen til hinanden, og at overtagelsen derfor ikke får den store betydning for Thomsen Trailers kunder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har konkurreret med Erik i mange år - både med entreprenør- og landbrugsvogne, og nu er Erik så blevet 68 år, og vi overtager hans vogne, reservedele og kunder, siger Jens Almar.