De danske rammebetingelser var i fokus, da Dansk Planteværn afholdt generalforsamling.

Især stramninger af godkendelsesordningen stod for skud i formanden for Dansk Planteværn Lars Dinesens beretning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sammenlignet med de lande, som dansk landbrug konkurrerer med, foregår produktionen herhjemme under noget mere restriktive betingelser. Det gælder også, når det kommer til anvendelsen af plantebeskyttelsesmidler. Selv om Dansk Planteværn altid har bakket op om en effektiv og rimelig lovgivning omkring godkendelse og anvendelse af plantebeskyttelsesmidler, er vi nu nået til det punkt, hvor flere stramninger af godkendelsesordningen samt afgifter og gebyrer ved godkendelse og salg klart vil betyde, at udvalget af produkter til rådighed for jordbruget bliver indskrænket i en sådan grad, at det kan få alvorlige konsekvenser for produktionen af flere afgrøder, sagde han.

- Udarbejdelsen af nye EU-kriterier for hormonforstyrrende stoffer, nye retningslinjer for substitution af produkter og for vurdering af produkters virkning over for bier kan frygtes at medføre en yderligere indskrænkning i antallet af aktivstoffer på markedet både i EU og herhjemme og dræne de i forvejen begrænsede muligheder for bekæmpelse af sygdomme og skadedyr, sagde Lars Dinesen videre.

Afgifter

Ifølge Lars Dinesen har blandt andet afgifter betydning for om nye produkter kommer til landet.

- Sammenholdt med, at der nationalt er indført yderligere afgifter, som har stor betydning for, om firmaerne overhovedet markedsfører nye produkter i Danmark, så et det givet, at situationen for jordbruget - også når det gælder adgangen til nødvendige plantebeskyttelsesmidler - er vanskelig.

Dansk Planteværn forudser en vanskelig fremtid for dansk fødevareproduktion, med mindre politikere og myndigheder i såvel EU som Danmark vurderer konsekvenserne for jordbrugserhvervet meget nøje, inden der indføres yderligere restriktioner i lovgivningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Yderligere stramninger vil ikke kun sætte begrænsninger for den danske fødevareproduktion, men også den kraftige befolkningstilvækst betinger, at der er behov for en langt større fødevareproduktion i fremtiden - og hertil er adgangen til anvendelsen af de nødvendige plantebeskyttelsesmidler et vigtigt og afgørende element, fastslog Lars Dinesen.