Det er ikke længe siden, 24-årige Max Frederiksen selv sad på skolebænken. Først læste han til jordbrugsmaskinfører i Aarhus, og siden blev han jordbrugsteknolog med speciale i agroteknik. Det åbnede døre til et spændende job med markforsøg og teknologisk udvikling, skriver Jordbrugets Uddannelsescenter.

Nu er han tilbage i skoleverdenen - blot på den anden side af katederet. Max Frederiksen blev ansat som underviser på Jordbrugets Uddannelsescenter ved skoleårets begyndelse. I sine første måneder som lærer har han arbejdet med de helt unge elever på grundforløbet, og han har blandt andet haft to af eleverne med til Agrolympics - en stor landbrugsfaglig dyst mellem jordbrugsskoler fra hele Europa. Til efteråret bliver han tilknyttet de lidt ældre elever på jordbrugsmaskinføreruddannelsen, som kommer tilbage fra praktik og begynder på deres hovedforløb.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har altid gerne villet undervise, men det blev rigtig tydeligt for mig, mens jeg selv gik på teknologuddannelsen. Jeg kan mærke, at det giver mig rigtig meget at arbejde med unge mennesker, siger Max Frederiksen, der glæder sig til at koble den indsigt i landbrugserhvervet, han har fra sit tidligere job, med sin undervisning.

- Det er mit helt klare mål at gøre eleverne så gode som overhovedet muligt, Både for elevernes og for mestrenes skyld. For mig er det vigtigt, at det, vi gør, giver mening hele vejen rundt. Ellers risikerer vi jo bare at uddanne unge mennesker, som erhvervet ikke kan bruge, siger han.

Nogle af emnerne, som Max Frederiksen vil inddrage i sin undervisning i efteråret, er blandt andet den dokumenterede effekt af GPS-styring og udvikling af robotteknologi til landbruget.