Årets ansøgningsrunde om målrettede efterafgrøder er netop afsluttet, og landmænd har søgt om tilskud til 104.000 hektar efterafgrøder ud af de 114.000 hektar, der var målet.

Det er dog for tidligt at konkludere, at vi ikke har nået målet, og at der dermed kommer et obligatorisk krav, skriver landbrugsstyrelsen på hjemmesiden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skyldes, dels at efterafgrøderne har forskellig effekt, afhængigt af i hvilke områder de er placeret, dels giver loven mulighed for, at en mindre del af behovet kan udskydes til næste år.

Miljø- og Fødevareministeriet vil nu analysere ansøgningerne nærmere for at se, om de ansøgte efterafgrøder tilsammen leverer den fornødne effekt, og vi dermed kan undgå at stille et obligatorisk krav. Vi forventer, at der vil gå mindst 2-3 uger, før dette arbejde er afsluttet, lyder det fra landbrugsstyrelsen i en pressemeddelse.

Under alle omstændigheder vil et eventuelt krav kun omfatte de dele af landet, hvor der er et restbehov, og det vil kun omfatte bedrifter med mere end 10 hektar i efterafgrødegrundareal.