Onsdag den 1. marts blev den første af i alt to prototyper af den nye selvkørende gylletrailer fra Samson Agro A/S leveret. Det skete på Samsons fabrik i Viborg, hvor de to købere af maskinerne også var mødt op.

For første gang kunne Samson TGX opleves i live, og det blev også til en lille demonstration af maskinen, der trækkes af Claas Xerion 3300-traktoren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en dejlig dag, og vi er glade for at det tætte samarbejde med Claas over de sidste 12 måneder, har givet os det produkt vi står med i dag, fortalte Per Eskildsen, administrerende direktør hos Samson Agro, som indledning til præsentationen af TGX-gylletraileren.

Og der er tale om en speciel, men prægtig maskine, hvor kvalitet og effektivitet i slutproduktet er vægtet højt hos både Claas og Samson Agro.

Alsidigt stykke værktøj

Xerion-traktoren er en "standard model" uden særlige modifikationer for at tilpasse den 330 hestekræfters store traktor til gylletraileren.

Traileren kan spændes fra traktoren på cirka 10 minutter, og det giver den fordel, at traktoren kan benyttes til andre opgaver.

- At traktoren kan spændes af, gør den mere alsidig. Og det samme gør sig gældende på traileren, hvor der også kan sætte slangebom på. En feature, som ingen andre producenter af selvkørende gyllemateriel kan tilbyde, fortæller Lars Johnsen, sælger hos Samson Agro

Artiklen fortsætter efter annoncen

I liften på traktoren sidder det fuldhydrauliske system til selve gylletraileren. Systemet er et lukket kredsløb uden lynkoblinger, så risiko for skidt i olien mindskes.

Ny konstruktion af trailer

Gylletraileren på 25.000 liter er imidlertid ikke helt standard. Og det første, der falder i øjnene, er den specielle konstruktion, som nøje er tilpasset til traktoren med dét formål at levere et effektivt produkt af høj kvalitet.

Vognen er selvbærende uden brug af vanger på nær over selve trækket, hvor forstærkninger er svejse i, for at kunne modstå belastningen. Her overføres 10,2 ton til traktoren når vognen er fuldtlastet.

Den del af tanken mellem hjulene er udført i seks millimeter højstyrkestål, der er tre gange så stærk som stål 37, og den resterende del af tanken er udført i fire millimeter stål - ligeledes af samme høje styrke.

- Vi har udført forskellige computersimuleringer af vognen, hvor vi udsatte konstruktionen for forskellige belastninger, som den ville blive udsat for i praksis. På den måde kan vi se, om konstruktionen er stærk nok, fortæller Morten Allerød, udviklingschef hos Samson Agro.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Faktisk måtte vi fordoble disse kræfter for at vi kunne se, hvor der var svaghedstegn på vognen, så vi er ikke nervøse for, at den skal få store havarier.

- Men det er to prototyper, og derfor er det vigtigt, at de bliver testet det næste års tid, så vi kan se om der skulle være fejl vi skal have rettet, fortsætter han.

Computersimuleringerne skal også bruges til at vise hvor såkaldte "Strain-Gates" skal sættes på maskinen.

Disse Strain-Gates er små elektroniske anordninger, som måler vrid og belastning på stålet under arbejde. Målingerne skal udføres i samarbejde med Århus Ingeniørhøjskole, hvor fem elever vil deltage i projektet.

Både fast og hydraulisk aksel

Traileren er udstyret med to aksler, men langt fra af samme kaliber.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den forreste aksel er en kraftig fast aksel konstrueret til at holde hele vognens vægt fuldlastet. Dækket på den forreste aksel er af mærket Nokian med dimensionerne: 800/60-34 og en diameter på 182 centimer.

Den bagerste aksel er med hydraulisk affjedring og er af samme type og kaliber som benyttes på Samsons eksisterende gyllevogne.

Dækket er også Nokian, men med lidt mindre dimensioner på 800/50-34 og en diameter på 164 centimeter.

Som noget specielt på den bagerste aksel, aftager det hydrauliske tryk automatisk efterhånden, som vognen tømmes.

Ved fuld læs er belastningen omkring 12,5 ton på akslen. For hver to kubikmeter der læsses af, mindskes det hydrauliske tryk på vognen, så der ved tom vogn stort set ikke er nogen vægt på den bagerste aksel. Det sikrer blandt andet mindre slid på dækket og mindre belastning på afgrøden ved vendinger i forageren

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Netop vægtfordelingen på køretøjet er fænomenal, og især traktoren har fået en næsten 50/50 vægtfordeling på for- og baghjul. På den måde kan vi overføre de 330 hestekræfter på den bedste måde, så vi får mest muligt ud af effekten, fortæller Michael Husfeldt Marketingchef hos LMB Danmark, der er den danske importør af Claas.

Xerion-traktoren har hele seks forskellige muligheder med hensyn til hjulstyring. Heriblandt krabbestyring - også kaldes dog-walk, der er den foretrukne position, når maskinen skal nedfælde gylle.

Altid fuld tank ved læsning

Ved fyldning af TGX-traileren er det også slut med at fylde tanken 90 procent på skråninger.

Da tanken ligger vandret på plant underlag, har Samsom udstyret traileren med tre udluftningsstudser monteret med kugleventiler - placeret foran, i midten og bagerst på vognen.

Luft fra tanken kan komme ud af alle tre ventiler. Men så snart gyllen når op til én af ventilerne lukker kuglehanen. Det bevirker, at vognen altid fyldes 100 procent uanset hvilken hældning, vognen har.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og netop hældninger er ikke noget, som bekymrer Samson.

- På grund af konstruktionen er der gylle helt ned mellem hjulene. Det bevirker, at vognen har et meget lavt tyngdepunkt, og det er vil lidt stolte af, siger Lars Johnsen.

Højden på maskinen er fire meter og bredden er 2,99 meter.

Plads til forandringer i fremtiden

Idet der trods alt kun er tale om en prototype, så har Samson Agro allerede forskellige planer på tegnebrættet. Men flere af disse planer afhænger meget af, hvorledes "testsæsonen" forløber.

- Vi har overvejet muligheden med en tredje akslen på traileren, så vi kan få en større totalvægt. Under udviklingsfasen havde vi også hydraulisk hjultræk på den forreste aksel med i tankerne. Men nu ser vi, hvordan det første år med maskinen spænder af, siger Lars Johnsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I overvejelser om fremtiden er også bredere dækmontering på den forreste aksel på traileren samt muligheden for at kunne løfte den bagerste aksel helt fra jorden.

At det netop er blevet til et samarbejde, skyldes Samson Agros ønsker om ikke at producere den trækkende maskine. Men i stedet at koncentrere sig om selve gylletraileren - Samsons foretrukne speciale.

Derfor er der heller ingen planer fra Samson Agros side om selv at producere den trækkende kraft.

- Det er et særdeles godt samarbejde vi har fået sat i værk. Ved fælles hjælp kan vi få lavet den rampe, der skal til for at komme ind på det internationale marked. Maskinen har bestemt potentialet, og det skal vi udnytte. Både fra Claas' og Samson Agros side, fortæller Per Eskildsen.