Fra starten af det nye år, vil sprøjtegiganten Hardi samle virksomhedens aktiviteter i Nørre Alslev på Falster.

Det betyder, at domicilet i Taastrup bliver lukket, og størstedelen af de 55 medarbejdere, der i dag arbejder i Taastrup, bliver tilbudt at flytte med til Falster.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De mange medarbejdere får deres daglige gang i et nyindrettet kontormiljø ved hovedfabrikken på Falster. Flytningen fra Taastrup til Nørre Alslev har været i gang i flere år, og Hardi fortæller, at beslutningen om at lukke afdelingen i Taastrup blandt andet er en driftsøkonomisk beslutning.

Markedet for landbrugsmaskiner er presset i Rusland, Ukraine, Frankrig og USA. Det betyder, at totalmarkedet for maskiner er nede med 15 til 20 procent på verdensplan, så det er det rette tidspunkt at tilpasse virksomheden ud fra de givne markedsvilkår, skriver Hardi i en pressemeddelelse.

Det er planen, at Hardis danske aktiviteter konsolideres i Nørre Alslev fra begyndelsen af 2016, hvor Finans og IT, den resterede del af Udviklingsafdelingen, Marketing og Service funktionerne samt Hardi North, der varetager salg og service i Skandinavien og Storbritannien, rykker til Falster.

Der sigtes mod en optimeret infrastruktur, med alle danske medarbejdere samlet et sted og hvor alle får lettere adgang til møder, lettere adgang til vidensdeling og "face to face" samtaler, hvilket er væsentligt for at styrke samarbejdet på tværs af organisationen. Med konsolideringen af aktiviteterne i Danmark vil Hardi have en optimeret infrastruktur og vil være bedre økonomisk rustet til fremtidens udfordringer, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Hardi har på verdensplan over 1.000 ansatte. I Danmark er der i øjeblikket cirka 310 timelønnede og 110 funktionærer.