Der er godt gang i maskinsalget hos Semler Agro og for at kunne leve op til ambitionen om at skabe landbrugets bedste samarbejdspartner, har Semler Agro ansat 45-årige Morten Buus som ny driftsdirektør.

Semler Agro har siden etableringen for godt et år siden taget store skridt på vejen mod at skabe en moderne, landsdækkende og topprofessionel maskinforretning. Med ansættelsen af Morten Buus styrker Semler Agro organisationen i arbejdet med at implementere og effektivisere de mange nye forretningsmæssige tiltag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg glæder mig til samarbejdet med så professionelle kunder som de danske landmænd og til at møde mine nye kollegaer over hele landet,

Morten Buus, driftsdirektør Semler Agro

- I Semler Agro har vi brugt det første år på at etablere en ny, samlet struktur på de forretninger, vi har overtaget, og vi fortsætter med at implementere nye strategiske tiltag. Samtidig vokser forretningen, og senest har vi udvidet produktsortimentet med Sulky Burel og med hollandske Precision Makers, der giver os muligheden for at bruge selvkørende maskiner på landets golfbaner og i den grønne sektor, siger administrerende direktør i Semler Agro, Kim Skovgaard Rasmussen, og fortsætter.

- Vi skal i den kommende tid have fokus på en effektiv og strømlinet drift af vores forretninger. Dette er en forudsætning for at kunne levere god kundeservice til vores kunder, og derfor ansætter vi Morten Buus som driftsdirektør, der skal stå for implementeringen af forretningsplanen og strategien samt udvikle driften af vores forretninger.

Fra bil- til landbrugsbranchen

Morten Buus kommer fra bilbranchen, som han har beskæftiget sig med hele sit arbejdsliv. Senest som direktør og medejer af bilbutikkerne Aunsbjerg i Kolding, Horsens og Haderslev-området.

Han ser frem til rollen som driftsdirektør i Semler Agro, der de kommende år med sit netværk af forhandlere vil udbygge den store, faglige ekspertise og samle kræfterne i hovedcentre. Efter 25 år i bilbranchen med fokus på drift og eftermarked er Morten Buus klar til at øge kundeservicen i landbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg ser frem til at prøve kræfter med en stor virksomhed, der tager landbruget seriøst. De ser stort potentiale i at tilbyde de bedste produkter, nyeste teknologier og den bedste service til landmændene. Jeg glæder mig til samarbejdet med så professionelle kunder som de danske landmænd og til at møde mine nye kollegaer over hele landet, siger Morten Buus.