Virksomheden Skov A/S, der producerer ventilations- og managementsystemer til landbruget har netop sat rekord for det bedste resultat i virksomhedens historie med afslutningen af regnskabsåret 1. oktober 2016 til 30. september 2017. Årets omsætning steg med 19 procent til 683 millioner kroner og overskuddet før skat (EBT) med 27 procent til 85 millioner kroner

- Det har været et særdeles positivt år for Skov, hvor vi er vokset både hvad angår omsætning, overskud, medarbejdere og areal, fortæller adm. direktør Jørgen Yde Jensen, Skov A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Investeringslysten er tilbage hos de danske producenter, og Skov har dermed oplevet en positiv vækst på hjemmemarkedet. Der er blevet taget godt imod virksomhedens nye managementsystem til svineproduktion, som også forventes at bidrage positivt til omsætningen de kommende år.

- Danske svine- og fjerkræproducenter er stadig en væsentlig forudsætning for vores fortsatte udvikling, og vi har et tæt samarbejde både i Danmark og rundt om i verden, forklarer adm. direktør Jørgen Yde Jensen, Skov A/S.

Rusland, som igennem en årrække har været et svært marked at agere på, har udviklet sig positivt i 2017, ligesom Kina også har bidraget positivt til væksten hos Skov. På begge markeder er det især store svineprojekter - 6.000 søer full line eller større, der har bidraget til væksten. En udvikling der forventes at fortsætte.

- Den positive vækst i Kina betyder, at Skov etablerer et datterselskab i landet, som skal fokusere på de store muligheder, der er på dette marked, fortsætter Jørgen Yde Jensen.

I Asien oplever virksomheden en generel vækst. Det er specielt inden for virksomhedens ventilations- og farm management systemer til fjerkræ, at udviklingen er positiv. Samme udvikling ses i Mellemøsten, Nordafrika og Oceanien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For 3-4 år siden besluttede vi at øge indsatsen i MENA regionen - det vil sige Mellemøsten og Nordafrika - et fokus der nu bærer frugt. Ud over Saudi-Arabien, som længe har været et stort marked for os, har vi nu også fået hul igennem til lande som Algeriet, Marokko og Tunesien, forklarer Jørgen Yde Jensen.

Virksomhedens faciliteter blev væsentligt udbygget med ekstra 5.000 m2 i 2017. En investering der blandt andet omfatter Europas største luftfysiske testcenter inden for husdyrproduktion, udvidelse af produktions- og kontorfaciliteter og showroom.

I november var virksomhedens forhandlere inviteret til et tredagesseminar i de nye faciliteter i Glyngøre.

- Vores arrangement fik opbakning fra omkring 100 forhandlere fra 45 lande. Forhandlernes tilbagemeldingerne fra de respektive markeder medvirker til, at vi ser positivt på det kommende år, hvor vi forventer at vokse yderligere, siger Jørgen Yde Jensen.

Skov beskæftiger i dag 360 medarbejder og planlægger at ansætte 40 mere i det kommende år, hvor cirke halvdelen vil blive ansat i Danmark.