Pr. 1. juli er Skibbild Smede- og Maskinforretning Fendt-servicepartner for TBS, der med afdelinger i Starup og Holstebro er en af landets store Fendt-forhandlere. Med aftalen om service i Skibbild og Askildrup Agro v. Randers som områdeforhandler tegner der sig efterhånden et Danmarkskort, hvor Fendt-ejere i hele Midt- og Sydjylland kan blive serviceret af TBS og deres partnere.

Det skriver Skibbild Smede- og Maskinforretning i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Siden 1978 har Skibbild Smede- og Maskinforretning haft adresse på Herningvej 86 i Skibbild, og siden 1982 har Fendt været et af omdrejningspunkterne for firmaets aktiviteter.

De sidste godt 20 år har ejeren heddet Jørgen Bay, og han er godt tilfreds med den nye aftale.

- Vi er et mindre firma, som nemt ville kunne komme i klemme i den nuværende strukturudvikling i branchen. Med den nye aftale er firmaets fremtid sikret og fortsætter i den retning, vi altid har arbejdet imod, nemlig god og hurtig service med fokus på Fendt, skriver han i en pressemeddelelse.

Stærk på Fendt

Værkstedet i Skibbild råder i dag over 500 kvadratmeter moderne faciliteter og har også en indendørs vaskehal. Der er fire faglærte fuldtidsansatte, som udover værkstedsfaciliteterne råder over to veludstyrede servicevogne, når de betjener kunderne ude i felten.

Værkstedet råder over alt i SEC værktøj til Fendt, lige fra hydraulik-testere og pc-udstyr til fejlfinding og programmering af traktorernes avancerede systemer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skibbild Smede- og Maskinforretning er på nogle områder en lille maskinforretning, men ikke når det kommer til lager af service- og reservedele.

- Jeg vil tro, at vi har ca. 16.000 forskellige reservedele liggende, så når vi skal bruge noget, kan vi ofte klare os selv, og ellers skaffer vi det til dagen efter, skriver Jørgen Bay.

Kompetent samarbejde

Han mener, at et godt lager er en nødvendighed for at servicere kunderne hurtigt og kompetent.

- Vores mål er, at vores kunder ikke skal holde stille, hvis det overhovedet kan undgås. Derfor har vi behov for selv at have stumper på hylderne, skriver han endvidere.

Hos TBS er adm. direktør Jan Garder mere end tilfreds med at få Skibbild Smede- og Maskinforretning som servicepartner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En af branchens hårdeste konkurrenceparametre er service. Vi søger konstant efter dygtige serviceteknikere til vores egne afdelinger, og de er vanskelige at finde, så når vi med aftalen med Skibbild sikrer, at fem yderst kompetente Fendt-folk fortsætter deres arbejde, kan man kun blive glad!, skriver han.