I august 2015 træder den nye erhvervsskolereform i kraft, og det betyder, at det næste hold grundforløbselever, der begynder på landbrugsskolerne rundt om i landet til sommer, kommer på den nye ordring.

Et af de nye krav i reformen er, at alle elever skal have bestået folkeskolens dansk og matematik eksamen med 02. Disse krav kan altså være årsagen til, at en potentiel landbrugselev ikke får adgang til landbrugsskolen. Det er noget, der skaber bekymring hos Agroskolen Hammerum.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kan bekymre mig, at en praktisk dygtig elev, som halter lidt efter på skolefronten, nu risikerer at blive udelukket af uddannelsessystemet, fordi vedkommende ikke får 02 eller kan klare optagelsesprøven. Vi har erfaring med, at nogle af disse elever faktisk kan løftes fagligt, når de begynder her, fordi fagene pludselig giver mening for dem, siger Marianne Oksbjerre, direktør for Agroskolen Hammerum.

Hun fortæller desuden, at de nye krav kommer til at ramme en stor del af skolens potentielle elever.

- I dag har cirka en tredjedel af vores elever ikke 02 i dansk og matematik, når de søger ind. Det betyder ikke, at de ikke kan blive dygtige landmænd. Dem der kommer ind, som ikke har 02 i dansk og matematik, bliver jo uddannet alligevel, siger Marianne Oksbjerre.

Selvom formen altså på sigt kan betyde et lavere antal elever på bedrifterne,mener man hos Agroskolen Hammerum dog også, at reformen samtidig har klare positive sider.

- Opbygningen af grundforløbet laves om, så det bliver 40 uger delt op i to, mod kun 20 uger i dag. De 40 uger vil ofte gøre eleven mere moden og målrettet, og der er dermed mulighed for at få dygtigere elever ud på bedrifterne, siger Marianne Oksbjerre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I løbet af foråret afholder Agroskolen Hammerum et infomøde i fællesskab med rådgivningscenteret Heden & Fjorden for at sikre, at landmænd, der ønsker elever, er opmærksomme på de nye ændringer, og at de er informeret om, hvad det koster og kræver at have elever.