Årets Nutrifair-messe i Fredericia er lige på trapperne, og der er mange ting på programmet. Maskinbladet har set nærmere på, hvad vi kan forvente os af messen, og hvilke programpunkter, der bliver de vigtigste i dagene 17-18. januar.

Messen har fået så stor succes, at messecentrets store Hal A på 16.000 kvadratmeter, hvor der er tæt på 200 udstillere, er fyldt. Derfor har Messe C besluttet at inddrage endnu en hal i udstillingsområdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Speakers corner

Allerede fra onsdag formiddag vil der blive holdt oplæg ved det såkaldte 'Speakers Corner'. Her bliver der budt på faglige oplæg om højaktuelle emner af forskellig karakter.

Dagen igennem fra klokken 10-16 vil emner som økonomi i svineproduktion, medicinforbruget hos smågrise, afskalning af havre og forholdet mellem landbruget og forbrugerne blive behandlet fra talerstolen.

På andendagen vil der igen være program fra klokken 10-16, hvor der vil blive holdt oplæg om, hvordan dygtige elever til landbruget tiltrækkes og fastholdes, og hvordan man sikrer at køerne først forlader besætningen når det fulde potentiale er nået. Desuden vil deres være oplæg om, hvordan man med kapacitetstjek kan afdække, hvad der kører godt, og hvor de 'ømme tæer' er i bedriften samt få anvisning af relevante indsatsmuligheder.

Mælkedebat

Udover Speakers Corner gentager Nutrifair konceptet med LDM corner, hvor der er faglige indlæg, samt paneldebat om relevante emner indenfor mælkeproduktion.

Her vil der fra onsdag klokken 10:30 blive behandlet emner som hvordan man skal gebærde sig i forhold til afdækning af foder og andre hjælpestoffer på et marked, hvor råvarepriserne ser ud til at stige. Desuden vil der komme bud på markedsudviklingen i 2018.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Torsdag klokken 13 vil der være paneldebat med deltagelse af formændene for LDM og L&F, Kvæg samt politikere.

Svineproducenter

Danske Svineproducenter har afholdt generalforsamling i tilknytning til NutriFair lige fra år ét, og 2018 bliver ingen undtagelse. Om onsdagen klokken 13:30 afholdes generalforsamlingen og fra klokken 17 vil aftenprogrammet med temaet 'Nye Løsninger' begynde.

Der vil være talere fra blandt andet Danish Farm Design, Allindemaglegaard, Elite Opti, Charter Five såvel som direktøren for Danske Svineproducenter, Nicolaj Nørgaard.

Generalforsamling i BL

På andendagen ved Nutrifair holder Bæredygtigt Landbrug ekstraordinær generalforsamling. Foreningens vedtægter skal revideres, så den bliver mere tidssvarende, oplyser Bæredygtigt Landbrug.

Mødet begynder kl. 13, og dørene til lokale K1 i messecentret åbnes kl. 12.30. Journalist Jeppe Søe vil fortsætte sin fortælling om pressemagt, om hvor nemme bønder er at narre, og hvordan alle i landbrugserhvervet må hjælpe til for at forandre situationen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jeppe Søe har tidligere slået til lyd for at droppe de romantiske reklamekampagner om dansk landbrug. I stedet handler det om at vise, hvad dansk landbrug i virkeligheden er.

- Når folk ser et slagteri, tænker de, at det var dog ganske alvorligt, der er jo blod og alt muligt. Vi har en hel generation, som har fået al deres viden om dansk landbrug fra mælkekartoner. Der undervises ikke længere i det i skolerne, siger Jeppe Søe - der har kritiseret Landbrug & Fødevarers kampagner for at romantisere unødigt:

- Grisene skal helst hedde noget til fornavn, og patterne fra køerne skal jo nærmest gå direkte ind i køkkenet, så vi kan malke dem, tilføjede han. Giv reel oplysning, også på de sociale medier, lyder hans råd.