Det er godt nyt for fødevareklyngen, at der er nået en bred politisk aftale om fordeling af forskningsreserver.

Sådan lyder det fra Landbrug & Fødevarer i en pressmeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der afsættes 95 mio. kr. af til forskning i grøn vækst og 215 mio. kr. til forskning i nye teknologiske muligheder.

- Vi er glade for, at der er så bred opbakning i Folketinget til at afsætte helt nødvendige forskningsmidler til erhvervet. I fødevareklyngen gør vi allerede rigtig meget for at producere så bæredygtigt og ressourceeffektivt som muligt, men hvis vi skal nå næste skridt kræver det, at vi kan fortsætte med at opbygge videngrundlaget for fremtidens fødevareproduktion. Det sker netop gennem forskning og udvikling af nye løsninger og metoder, siger Anders Klöcker, områdedirektør for erhvervspolitik i Landbrug & Fødevarer.

Der er derudover afsat yderligere tre gange 30 mio. kr. til forskning i klimastrategi i landbruget.

- Den danske fødevareproduktion er allerede rigtig langt, når vi taler klimaeffektiv produktion, men det er vigtigt, at vi bliver endnu bedre. Vi vil gerne være en del af løsningen, når vi taler ressourceudnyttelse, bæredygtighed, sundhed, klima, natur, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed, siger Anders Klöcker.

Midler til økologi

Landbrug & Fødevarer konstaterer med glæde, at der i aftalen om forskningsreserven også er afsat 30 mio. kr. til økologiforskning i 2019.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Økologi er en af Danmarks grønne styrkepositioner, og forskningen er afgørende vigtigt, hvis vi skal opretholde en konkurrencedygtig sektor samtidig med, at vi udvikler økologien videre i forhold til klima, miljø, dyrevelfærd, recirkulering mv., siger Kirsten Lund Jensen, Økologichef i Landbrug & Fødevarer

Landbrug & Fødevarer roser desuden forligspartierne for at have sikret, at forskningsindsatsen udmøntes under GUDP og i samarbejde med det økologiske forskningscenter ICROFS