25-årige Esben Pors Eriksen vil være landmand. Eller pilot. Eller begge dele. Det finder han nok ud af, som han siger.

Esben Pors Eriksen er landbrugselev på Jordbrugets UddannelsesCenter Århus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi møder ham her lidt uden for Børkop ved Vejle. I en grøftekant ved den ejendom, hvor Esben har været i praktik, siden året gik i gang.

- Jeg skal lige læsse af, og så kan du komme med ud, råber han, da han blæser forbi og drukner den medbragte Lagkagehus-kringle i en sky af støv og diesel. Det dufter af land. Det dufter af sommer.

Esben Pors Eriksen er landmandssøn med sønderjyske aner og på mange måder er han født til at gøre det, han gør.

Han var 12, da han kørte sin første mejetærsker, og selvom far nok mente, det var lidt for tidligt, gik det fint, og det hang ved. Nogle år senere gik det fint i både Canada og i Australien, hvor Esben hjalp til med høsten hos den største hvede-producent på den sydlige halvkugle. 150.000 hektar.

- Det var fedt. Og stort. Man kunne ikke se fra den ene ende af marken til den anden, fordi jordens krumning kom i vejen, så der var nok at se til. Engang tog jeg 28 timer i streg. Der trængte jeg til en fyraftensøl bagefter.?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og der stod han så. På en stubmark Down Under klokken 10 om formiddagen med en velfortjent dåsebajer i hånden og en god fornemmelse i maven, for det er efter sådan et ryk, at det giver mening at være landmand. Når man for alvor føler, man har fået noget ud af dagen.

Bump på vejen

På marken i Børkop står en gårdejer og en landbrugselev og kigger på en alt for stillestående Claas mejetærsker. Der er hul på en slange, og bæstet er ved at gå tør for hydraulikolie. Det er skidt. Men ikke så skidt, at det ikke kan fikses.

Og det skal ikke fikses mere, end at Esben kan klare det selv. Han skal bare lige forbi maskinhandlen efter reservedele.

På vejen fortæller han, hvordan han er endt her. Her er på landbrugsuddannelsen i Aarhus, og vejen dertil har været alt andet end straight forward. Siden han blev student fra gymnasiet i Vejen i 2009 har han levet et udvidet pendlerliv mellem Jylland og verden. Især Australien trak i ham nogle gange, og det var på en af turene hertil, han tog sit helikoptercertifikat. Ja, du læste rigtigt. For i virkeligheden vil Esben gerne være pilot. Men i virkeligheden vil han også gerne være landmand. For det med landbruget ligger nok bare lidt i kortbunken, når man er vokset op på en ejendom i Brørup omgivet af planteavl og slagtesvin.

- Jeg ved ikke, hvad jeg ender med at vælge. Men jeg ved, at hvis jeg skal fortsætte som landmand, så skal det være på en anden måde end nu. Hvis jeg bliver ved, bliver det som selvstændig: For det er ved at være tid til nye udfordringer, når man har kørt det antal timer på en traktor, som jeg har.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alt andet lige, er det de timer, den erfaring, han nu er i gang med at få papir på. Det kan han jo lige så godt - især når han kan bruge sin studenterhue til at klare landmandsuddannelsen på halv tid. Til september er praktikken forbi, og til februar kan han kalde sig faglært. Og det er så det. Så må han se, hvilken vej vejen drejer.

Kaffetid

Tilbage i Børkop, med favnen fuld af strips og frisk olie, kommer der hurtigt nyt liv i Claas'en, og ved kaffetid er Esbens første vognfuld rødsvingelfrø kørt af marken. Kringlen balancerer på knæene, det hele spiller, og det virker som et godt tidspunkt at stille det spørgsmål, der har trængt sig på siden maskinhandlen:

Men Esben. Kan man godt både flyve og være landmand?

Vi skyller efter med termokaffe. Det er et dumt spørgsmål, men heldigvis er der plads til det hele i førerhuset på en mejetærsker. Både dumme spørgsmål og eftertænksomhed.

- Drømmen er at flyve helikopter. Men du finder bare ikke et job, der er lige så alsidigt som at være landmand. Du er jo ikke bare landmand. Når skidtet går i stykker, er du også mekaniker, og på en dag som i dag er du egentlig mest chauffør. Du kan stå i lort til halsen om formiddagen og handle afgrøder for en god sjat penge om eftermiddagen, og det er noget af det, jeg godt kan li. At det er så forskelligt. Men det er fedt at flyve.