FRDK har altid været en forening for alle, der vil være med. Og det er fortsat sådan, efter bestyrelsen for FRDK afviklede et strategiseminar i dagene 21.-22. november i Vestjylland. Det skriver FRDK i en pressemeddelelse.

Foreningen har medlemmer, der udelukkende pløjer, medlemmer der både harver og pløjer, medlemmer der udelukkende harver og så nogle få medlemmer, der sår direkte med videre i systemet Conservation Agriculture på hele deres areal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Bestyrelsen pointerede meget kraftigt, at vi skal være noget for dem alle og være i stand til at hjælpe dem på den måde, de selv ønsker at udvikle deres bedrifter, sagde formand Henrik Terp på bestyrelsens vegne efter seminarets afslutning.

Han og den øvrige bestyrelse på i alt ni medlemmer drøftede sammen med tre FRDK-medarbejdere, hvor foreningen, med nu omkring 538 medlemmer, skal bevæge sig hen i de kommende år.

Medlemstilfredshed

Inden seminaret havde de fleste bestyrelsesmedlemmer også stillet en række spørgsmål til en stribe tilfældigt udvalgte medlemmer for at få en fornemmelse af tilfredsheden med foreningens indsats hidtil - og spurgt til hvad, de ser som de vigtigste mål i de kommende år.

- Det klare indtryk er, at vi er på rette spor, konstaterer formanden.

Men kendsgerningen er også, at det er gået stærkt de senere år, og at det har affødt behov for at sætte nye mål - og udvide aktiviteterne på nogle områder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Behov for bedre pløjefri rådgivning

I de senere år er arealet med pløjefri dyrkning i forskellige former øget betragteligt, og stadig flere landmænd prøver sig frem på forskellig vis.

- Vi har samlet meget viden op gennem årene og kan se, at der er et stigende behov for at hjælpe nye, pløjefri landmænd i gang.

- Der er jo ingen grund til, at de begår de samme fejl, som vi andre måske har gjort og dermed oplever, at pløjefri dyrkning ikke dur, fremhæver næstformand Søren Ilsøe.

FRDK vil derfor gå i gang med at undersøge mulighederne for at lave omlægningspakker til forskellige typer landmænd. I den forbindelse vil der også blive set på mulighederne for en mere målrettet rådgivning af dem, der allerede er i gang.

- Men vi vil slet ikke røre ved EU-ansøgninger, gødnings- og sprøjteplaner med videre, fastslår han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bedre dokumentation

FRDK har i de senere år haft en projektchef ansat på halvtid, og arbejdet med projekter og markdemonstrationer med videre skal i de kommende år yderligere intensiveres.

- Vi ønsker at inddrage mere af den viden og de idéer, der er ude hos vores medlemmer med henblik på at kunne udvikle og dokumentere vores dyrkningssystem, siger bestyrelsesmedlem Anne Arentoft Kristensen.

Ønsket er at høste og udbrede ny viden om blandt andet efterafgrøder, sædskifter og en lang række andre forhold.

Kendskabet skal øges

Sund jord, der giver sunde afgrøder med mindst mulig forbrug af resurser har længe været i fokus hos FRDK.

- Vi kalder det Conservation Agriculture, fordi det er den internationale betegnelse for et veldefineret dyrkningssystem, forklarer bestyrelsesmedlem Jesper Thorøe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det lyder måske lidt mystisk for de, der endnu ikke tænker så meget over, at landbrugsjorden kan være levested for en masse levende organismer lige fra store regnorme til mikroskopiske bakterier og svampe.

- Formår vi at samarbejde med alle disse levende organismer, kan vi meget andet end at sænke vores omkostninger og høste gode udbytter med et noget lavere input, påpeger han.

For eksempel kan der lagres kulstof i jorden, og biodiversiteten i agerlandet kan øges betragteligt.

- Det vil vi gøre endnu mere ud af at fortælle til meningsdannere, politikere og andre med interesse for et langsigtet, holdbart moderne dyrkningssystem, siger han.

Men selvfølgelig skal det også påpeges, at harvede systemer med sundt sædskifte og masser af efterafgrøder er et godt skridt i den rigtige retning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

International stærk trend

- Vi oplever, at vores måde at betragte dyrkningen af jorden på ikke kun er en dansk trend, men en international stærk trend, der vil slå mere og mere igennem i de kommende år, påpeger Jesper Thorøe.

I forbindelse med FRDKs generalforsamling 27. februar 2018 vil der blive fremlagt meget mere om de beslutninger om fremtiden, som bestyrelsen tog på sit strategiseminar.