Nu kan et nyt marked åbne sig for danske landmænd, for Folketinget har vedtaget det lovforslag, der sætter en forsøgsordning i gang med medicinsk cannabis til patienter med en række udvalgte sygdomme og symptomer, der tidligere har fået anden medicin for deres gener og smerter.

- Med forsøget hjælper vi en række meget syge mennesker til et bedre liv. De kan ikke dæmpe deres smerter eller kvalme med de gængse præparater, og derfor køber mange af dem i deres fortvivlelse usikre cannabisprodukter på det sorte marked. Det er uholdbart, og mange patienter har bedt om den her ordning. Vi har lyttet, og derfor får de nu adgang til medicinsk cannabis på en lovlig og tryg måde, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er få aktører på det internationale marked, der kan levere cannabis til den danske forsøgsordning. Regeringen har derfor besluttet at tillade private aktører at dyrke cannabis herhjemme til medicinsk brug i en særordning sideløbende med forsøgsordningen.

- Flere virksomheder har allerede meldt sig på banen med seriøse projekter, og det er glædeligt. Jeg håber, at der er endnu flere private producenter, der vil gribe chancen og gå i gang med det her nye forretningsområde. Der er gode muligheder for sikre en høj kvalitet af dansk dyrket cannabis til både det danske marked og til eksport, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby

Cannabisproduktion til medicinsk cannabis er en højt specialiseret proces, fordi produkterne skal være rene og standardiserede med samme mængde aktive stoffer i hver leverance. Derfor skal de private producenter i første omgang i gang med at udvikle dyrkningsmetoder, der gør cannabisproduktet egnet til medicinsk brug.

Det kræver en tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen at få lov til at dyrke cannabis i Danmark.