Med over 100 års historie er Grene et velkendt navn i danske landbrugskredse, men nu bliver Grene-navnet skiftet ud.

Den traditionsrige danske slid- og reservedelsgrossist fusionerede nemlig med hollandske Kramp Groep i 2013, og nu betyder det så, at Grene-navnet skifter til fordel for Kramp. Med fusionen blev den nye virksomhed Europas førende leverandør af slid- og reservedele til landbruget. At navneskiftet først sker nu skyldes blandt andet den historie, der ligger i Grene-navnet:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er en enorm respekt for Grene-navnet, der repræsenterer et stærkt, kendt brand og en over 100 år gammel virksomhed. Derfor har vi taget den med ro i forhold til at skifte navn, siger Allan Pedersen, der er salgsdirektør hos Kramp, og fortsætter:

- Samtidig håber jeg, at den rolige tilgang til navneskiftet har givet vores organisation mulighed for at vænne sig til det nye navn.

Grene er i dag til stedet i hele Norden, og navneskiftet fra Grene til Kramp bliver gældende alle steder.

Kun navnet ændrer sig

I det danske hovedkontor i Skjern, hvor Grene blev grundlagt i 1915, understreger salgsdirektøren, at det kun er navnet, der ændrer sig for Grene-kunderne.

- Vi skifter kun navnet. Alt andet er det samme. Det er vigtigt for os, at vi er forankrede i Danmark, og vi ved, at vores kunder værdsætter, at vi taler dansk, og at de kender os. Alle de ting vil der ikke blive ændret på, siger Allan Pedersen til Maskinbladet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Navneskiftet fra Grene til Kramp er endnu et skridt i arbejdet med at fusionere de to virksomheder.

- Indtil nu har vi arbejdet på at integrere vores organisationer og systemer, så vi kan udnytte de synergier, som fusionen har bragt med sig, siger Allan Pedersen.

Inden navneskiftet blev rullet ud, gennemførte man en undersøgelse hos de nu tidligere Grene-kunder, og undersøgelsen viste, at 89 procent havde kendskab til relationen mellem Grene og Kramp.

- En stor del af vores kunder bruger i dag både Grenes og Kramps webshop, og de vil i fremtiden opleve, at sortimentet bliver større, forklarer salgsdirektøren.

I dag har Grene Danmark 70.000 lagerførte varer, og det tal stiger til 100.000 inden årets udgang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

To familiekulturer

Fusionen mellem Grene og Kramp har altså været i gang siden 2013, og nu tages det store skridt med ændringen af navnet på virksomheden.

- Hos Grene har vi altid haft en familiekultur, og sådan er det også hos Kramp. Den hollandske og den danske kultur passer godt sammen, og vi planlægger også at sende vores medarbejdere til Holland, så de kan besøge hovedkontoret, siger Allan Pedersen, der fortæller, at virksomhedens 230 danske medarbejdere blev informeret om navneskiftet af Af blandt andre Eddie Perdok, der er CEO ved Kramp Group.

- Vores medarbejdere her i Skjern har taget utroligt godt imod ændringen, og vi holder løbende dialogmøder, hvor medarbejderne kan spørge om alt, hvad de går og spekulerer på, forklarer salgsdirektøren og fortsætter:

- Det var oprindeligt planen, at navneskiftet først skulle træde i kraft fra 2018, men vi har fremrykket det, fordi vores organisation er moden til skiftet allerede nu. Havde vi trukket den længere, tror jeg, at det ville have skabt utryghed hos vores medarbejdere, og det er det sidste, vi ønsker, for det vil naturligvis også smitte af på vores kunder.