Majs er en afgrøde, som lægger beslag på stadig større arealer i Danmark. Og det er ikke kun mælkeproducenterne, som har øje for de fordele, dyrkningen af majs har.

- Mange svineproducenter er også begyndt at dyrke majs, fordi det er en stabil afgrøde, der kan give høje udbytter på alle typer jord, fortæller Bjørn Lisbjerg, salgschef for majs hos KWS Scandinavia.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sammen med sine medarbejdere havde han for nylig inviteret omkring 30 danske landmænd med på en to-dages tur til Tyskland.

På turen var der først besøg på et moderne, stort tysk biogasanlæg og derefter hos KWS i Einbeck syd for Hannover.

Til mange formål

KWS blev grundlagt i 1856 og har siden 1955 arbejdet med forædling af majs - udover forædlingen af sukkerroer, kartofler, korn, efterafgrøder, raps, solsikker og sorghum.

- Vi har stærk fokus på de behov, landmændene har, både med hensyn til dyrkning og afsætning, forklarer Bjørn Lisbjerg.

Ud af koncernens cirka 4.500 medarbejdere på verdensplan er over 1.500 beskæftiget med forskning og udvikling. Det betyder, at KWS samlet bruger 15 procent af sin omsætning til formålet svarende til knap en milliard kroner årligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Inden for forædlingen af majs betyder det, at der er et stort udvalg af sorter til rådighed til mange klimaforhold og formål.

Sortskatalog 2014 er klar

Til danske forhold har KWS også mange sorter, som kan bruges til majshelsæd, til kolbemajs og kernemajs.

- Vi gør meget ud af, at vores kunder dyrker de majs, der passer bedst til deres lokale forhold og til det, de skal bruge dem til, siger Bjørn Lisbjerg.

For kvægbrugerne betyder det blandt andet, at de kan få sorter af majs, som passer til varierende forhold inden for ejendommen - og til flere formål.

- Ofte kan det være en fordel, at en sort både kan bruges til helsæd og kolbemajs, så man står frit helt frem til høsttidspunktet, forklarer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det og meget andet fremgår af det nye Sortskatalog 2014, som netop er blevet klar og sendes ud til en lang række landmænd over hele Danmark.