De senere uger har et af de gennemgående temaer i landbrugsmedierne været, om konkursramte land-mænd og deres familier får den nødvendige støtte under og/eller efter konkurs. En gruppe tidligere, nu konkurslukkede, landmænd og familier har etableret en Facebookgruppe, og givetvis er der også tidligere landmænd, der mere officielt har fundet sammen i selvhjælpsgrupper. En stor del af diskussionen har gået på, om de etablerede rådgivere inden for landbruget har gjort nok, respektive gør nok. Denne problemstilling er artiklens tema, særligt på baggrund af omtalen i LandbrugsAvisen den 20. september 2018.
Den svære samtale
Først det positive: I landbrugsavisen udtaler en tidligere, nu konkursramt landmand: Jeg fik hjælp, da det så mest sort ud. Og hvordan var det så, at denne landmand - Karsten Kristensen - følte, at han fik hjælp? Jo, det var såmænd ved, at direktør Henrik Damgren fra Lemvigegnens Landboforening blev ved med at ringe og spørge, hvordan det gik, eller med andre ord: den tidligere professionelle rådgiver gav sig tid til at snakke uden at kunne debitere tiden.
Jeg tvivler ikke på, at også mange andre gør det samme, men nok langt fra alle - det tyder de citater, der bringes i LandbrugsAvisen også på. Bl.a. citeres direktør Jan Winther, LMO, for følgende: Vi må erkende, at en dygtig regnskabskonsulent ikke altid kan tage den snak, der også kræver en psykologisk indsigt.
Direktør Anders Andersen, LandboSyd, er samme sted citeret for: Udgangspunktet for os er at arbejde for at undgå konkurs. Vi er meget aktive i forbindelse med kontakt til banken m.v.
Direktør Mads Birk, VKST, er citeret for: Konkurssager udvikler sig typisk over lang tid, og vi sætter alle vores ressourcer ind på at undgå dem. Vi er af og til ude for, at nogle ikke vil og kan forstå, at de er ved at gå konkurs. I nogle af de sager, kan det godt være svært at hente opbakning blandt foreningens medlemmer til, at vi skal blive ved med at bruge ressourcer på dem, der går konkurs.
Ud over ovennævnte citater er det særligt en udtalelse fra specialkonsulent Ulrik Andersson, Centrovice, der har givet mig anledning til denne artikel. Ulrik Andersson er citeret for: Når der kommer kurator på, så er vores rolle udspillet, og vi må give slip, men FB-gruppen [Facebookgruppen] har bestemt et godt formål.
Kurators rolle
Jeg tror, der er noget i tankegangen, der er galt, eller i hvert fald noget, der ikke matcher min opfattel-se af tingene. Selvfølgelig skal der, hvor det giver mening, arbejdes på at undgå konkurs eller anden form for afvikling. Det ændrer dog ikke ved, at den situation, vi står i, og nu har befundet os i i flere år, vil resultere i afviklinger. Derfor er det også væsentligt, at landbrugets primærrådgivere - de rådgivere, der er på banen inden klokken er slået tolv, er meget opmærksomme på at få rådgivet omkring konsekvenserne af en evt. konkurs eller anden form for afvikling af bedriften. Selvom konkurs ofte har et langt tilløb og i sig selv kan resultere i en langstrakt afviklingsproces, ved eller bør rådgiverne vide, at der kommer en tid efter konkursen, og at der her vil være en række såvel økonomiske som menneskelige forhold, der skal håndteres. Særligt bemærkningen om, at man som primærrådgiver trækker sig, når kurator ?kommer på?, deler jeg ikke. Det hænger sammen med, at kurator alt andet lige ikke er den tidligere landmands fortrolige. Kurator er kreditorernes repræsentant.
Særligt i de tilfælde, hvor landmanden har kæmpet indædt, men forgæves, for at hindre en konkurs, vil der kunne være et mere eller mindre anstrengt forhold mellem en konkursramt landmand og kurator. I sådanne tilfælde vil landmanden sikkert helst have sig opringninger fra kurator frabedt. I andre tilfælde er der et positivt og konstruktivt afviklingsforløb med løbende dialog mellem den konkursramte landmand og kurator. Med andre ord har kurator hverken menneskelige eller psykologiske pligter i forhold til den konkursramte. Det ændrer selvfølgelig ikke ved, at hvor kemien er til stede, kan kurator optræde på samme måde som Henrik Damgren fra Lemvigegnens Landboforening har gjort/gør det i forhold til den refererede tidligere landmand. I situationer, hvor landmanden føler sig uretfærdigt behandlet - som en konkurs ofte vil blive opfattet - er der endnu større behov for menneskelig støtte og opbakning, men ønsket er sjældent, at denne støtte skal gives fra kurator, men hvem har så denne pligt?
Foreningsopgave?
Efter min opfattelse giver det god mening, at denne ?holde i hånd-opgave? i hvert fald i nogen udstræk-ning er en foreningsopgave. Ifølge Martin Merrild er det ikke Landbrug & Fødevarer, der skal etablere en evt. krisekasse. Det må ifølge Martin Merrild være op til de lokale foreninger at beslutte. Hvis den konkursramte landmand ikke får hjælp, hverken af kurator eller af sin tidligere landbrugsfor-ening/primærrådgiver, hvor får han den så?
Rådgivningen kan i denne situation vel kun købes på det frie marked, og her er udbuddet alt andet lige ikke stort, og udbuddet er ikke gratis. Det gør givetvis, at nedturen for mange tidligere landmænd føles endnu værre, end den ville have været, såfremt der rettidigt var blevet rådgivet om konsekvenserne af konkurs. Det er ikke tilstrækkeligt alene at sætte alt ind på at undgå konkurs - en sådan opgave vil i en række tilfælde være dømt til at mislykkes på forhånd, og tilbage står en frustreret konkursramt tidligere landmandsfamilie.
Følelser og et hjerte af sten
Kuratorerne er generelt heller ikke meget bevendt i relation til følelsesmæssig rådgivning. Nogle vil sige, at kendetegnende for kuratorer er et hjerte af sten. Andre vil måske sige, at kurators opgave er af en anden karakter, og at der derfor ikke er ?plads til? følelsesmæssig rådgivning. Endnu andre vil måske anføre, at det er man jo ikke uddannet i eller trænet til. Den rådgivning, også af mere menneskelig karakter, der sker fra kuratorers og rekonstruktørers side, er derfor mere udtryk for den enkelte kura-tor/rekonstruktørs personlige opfattelse og indlevelse i landmandens situation end udtryk for, at der er tale om opgaver, som kurator eller rekonstruktør har pligt til at udføre. Nogle kuratorer/rekonstruktører går ret langt i deres rådgivning, også af mere menneskelig karakter. Andre er tavse som østers.
Kvalificeret rådgivning
Set fra min stol - og ikke mindst i min rolle som fast medhjælper for skifteretten i gældssaneringssager - er der utvivlsomt behov for en både bedre og tidligere rådgivning omkring konsekvenserne af en konkurs. Det gælder både på det menneskelige plan, men også på det juridiske/økonomiske plan i forhold til at få gælden saneret efter konkursen. Antallet af sager, hvor den tidligere landmand oplyser, at han tidligere er blevet rådgivet om bl.a.:
? at han blot skal sørge for at afgive arveafkald for at hindre, at en evt. arv går til kreditorerne,
? at han for alt i verden ved afviklingen skal undgå konkurs, særligt med henblik på i måske en længere årrække at kunne udnytte skattemæssigt underskud og opspare det i hustruens navn for efterfølgende at få gældssanering,
? at pensionsordninger er kreditorsikrede og derfor ikke kan røres, heller ikke i en gældssaneringssag
Vil ingen ende tage.
Følger man som konkursramt landmand sådanne råd, står man virkelig i vand til halsen.
Der er utvivlsomt et behov for både bedre og mere målrettet rådgivning på flere niveauer. Engang imellem kan udfordringen måske også være, at der ikke i fuldt omfang tages imod rådgivningen, idet nogle nægter at indse, at afvikling/konkurs vil blive en realitet. I sådanne situationer kommer konkursen som en stor overraskelse, og denne situation har alle en menneskelig pligt til at begrænse i videst muligt om-fang.
