Lyt til artiklen:

Stutteri-sag bliver overdraget til anklagemyndigheden

00:00
Hastighed: ???x
02:36

En langstrakt efterforskning har nået et foreløbigt punktum, og en række sager om overtrædelser af dyrevelfærdsloven på Viegård Stutteri nord for Viborg lander nu i anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi, det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Politiet har i samarbejde med andre myndigheder siden februar 2023 foretaget en række uanmeldte kontrolbesøg og dertil også en række opfølgende kontroller på stutteriet nord for Viborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er ingen hemmelighed, at Stutteri Viegård har haft stor bevågenhed i offentligheden, og det er også nogle sager, som vi har haft stort fokus på i politiet. Jeg er tilfreds med, at vi er kommet så langt med efterforskningen, at sagerne kan sendes videre til anklagemyndigheden, siger leder af lokalpolitiet i Viborg, vicepolitiinspektør Henrik Glintborg.

Siden virksomheden bag stutteriet blev erklæret konkurs den 13. oktober 2023 har politiet og Fødevarestyrelsen været på yderligere syv kontrolbesøg.

Myndighederne følger fortsat op med uanmeldte kontrolbesøg, så længe det er relevant.

- Det er et omfattende sagsmateriale, der nu lander i anklagemyndigheden, og det er en stor opgave, vi tager fat på. Men det er samtidigt en sag, vi også i anklagemyndigheden prioriterer højt, siger advokaturchef Mette Møller fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Negravede heste

Sagen på stutteriet har været stærkt omtalt i flere medier, og kulminerede da politiet i samarbejde med Fødevarestyrelsen og Viborg Kommune den 23. august 2023 gennemførte et tilsyn på Viegård Stutteri nord for Viborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Under tilsynet gravede myndighederne resterne af cirka 50 heste op af jorden forskellige steder på ejendommen. Rester fra i alt 39 forskellige heste blev efterfølgende sendt til undersøgelse på Københavns Universitet, hvor patologer har undersøgt knogler og væv.

Kun enkelte præparater har ikke kunnet undersøges på grund af forrådnelse. Undersøgelsen konkluderer, at hestene var ved normalt huld på tidspunktet for deres død.

"...hverken makroskopisk eller histologisk fandtes forandringer, der var forenelige med en tilstand af afmagring", konkluderer undersøgelsen.

Undersøgelsen har på baggrund af de tilsendte præparater ikke kunnet konkludere noget om hestenes dødsårsag.

Efter undersøgelse: Nedgravede heste var ikke afmagrede

Se også:

Efter undersøgelse: Nedgravede heste var ikke afmagrede