Lyt til artiklen:

Vær på forkant med loven og spar tid

00:00
Hastighed: ???x
03:05

Den kommende bogføringslov betyder, at virksomheder skal opbevare bilag i et digitalt økonomisystem. For landmænd vil det sige, at man snart ikke længere kan nøjes med at have bilagene stående i blå regnskabsmapper i en reol på kontoret. Bilagene skal lægges ind i et digitalt økonomisystem, det skriver Velas i en pressemeddelelse.

Men faktisk er der flere gulerødder ved at overgå til digitalisering af regnskabet, end at man blot sørger for at overholde lovgivningen. Sådan lyder det fra Patrick Domino, digitaliseringskonsulent ved Velas, som har hjulpet en lang række kunder med at få digitaliseret deres regnskaber.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Digitalisering kan ensarte processer i forbindelse med bogføringen, hvilket både kan betyde, at regnskabet laves mere effektivt, og at risikoen for fejl mindskes, siger Patrick Domino.

I forvejen modtager langt de fleste digitale bilag fra deres leverandører på mail eller i andre digitale postkasser. Derfor giver det god mening at videresende disse til et digitalt bilagsarkiv, så man slipper for at printe bilagene ud. Desuden kan man anvende teknologien til for eksempel at betale sine regninger gennem et økonomisystem, så man ikke længere behøver at logge på sin netbank og indtaste betalingsoplysningerne.

- På den måde frigiver du timer, som du normalt ville bruge på kontoret, til noget, som du hellere vil. Med digitale bilag kan bogføringen ske automatisk, og generelt kan nogle af processerne i forbindelse med regnskab automatiseres og ensartes. Netop det gør udarbejdelsen af regnskab mere effektiv og mindre modtagelig over for menneskelige fejl, siger Patrick Domino.

Flere muligheder

Hvis man sidder og tænker, at det kan synes uoverskueligt at skulle sætte sig ind i et nyt digitalt bogføringssystem, er der altså hjælp at hente.

Uanset om du har ambitioner om på sigt selv at skulle kunne stå for at indsende de digitale bilag, eller du helst ser, at du får hjælp til det, findes der nemlig løsninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Fordi det har en lang række fordele for den enkelte landmand, har vi en klar målsætning om, at alle vores kunder skal være digitale. Men vi kan sagtens forstå, at det kan være svært at få taget hul, når man måske er vant til at gøre tingene på en anden måde. Derfor er det vores fornemste opgave at hjælpe kunderne med at blive digitale, så de får glæde af de mange fordele, siger Patrick Domino

For at gøre kunder og andre interesserede klogere på, hvordan overgangen fra fysiske til digitale bilag fungerer, og hvilke muligheder man som landmand har, inviterer Patrick Domino og det øvrige digitaliseringsteam fra Velas til informationsmøde om digitalisering i både Horsens, Vissenbjerg og Søften og online fra og med 5. oktober og frem til og med 30. oktober.