Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: Afgrødemarkedet fandt i går støtte fra USDA's kvartalsrapport, hvor de indenlandske lagre var opgjort per 1. september. Der var på forhånd ikke lagt op til de store overraskelser, men rapporten kom ud til den prispositive side og afgrøderne blev over en bred front sendt højere. Rapportens store overraskelser kom fra de amerikanske majs og sojabønne lagre, der landede under forventningerne. Den primære årsag bag de lavere sojalagre var en nedjustering af produktionen i sidste sæson, hvor udbytterne blev sænket 1 bushel til 50,6 bushels/acre. De lavere majslagre var en konsekvens af højere forbrug i den animalske produktion. Samtidig er der rygter om, at private kinesiske indkøbere er på jagt efter amerikanske sojabønner, og netop de private indkøbere har hidtil stået lidt på sidelinjen, hvor primært statslige selskaber har købt amerikansk soja. Kina rapporteres at have udstedt nye dispensationer på import af 1,8 millioner tons amerikanske sojabønner. Dermed er det værd at holde øje med USDA's såkaldte flash sales i løbet af ugen, som meget vel kan indeholde nye rapporteringer om salg til netop Kina.

Tallene sendte priserne i Chicago pænt op på rapporten, og betyder samtidig, at opmærksomheden skærpes mod den kommende WASDE-rapport, med de nyeste estimater for den igangværende amerikanske majs- og sojabønnehøst, der i øvrigt estimeres fremskreden med hhv. 11% og 7%. Begynder USDA at trække i land på udbytterne, som reaktion på forårets våde vejr, kan der være pæne prisstigninger forude. Umiddelbart er der dog ikke noget, som tyder herpå, og mere ideelt vejr henover sommeren vurderes at have genoprettet noget af efterslæbet forårets sene tilsåning. Fondene ligger igen halvtungt lastet med solgte kontrakter i majsen, og short covering herfra var en af årsagerne til de pæne prisstigninger til majsen, der i Chicago lukkede 4,5% højere. Sojabønnerne fulgte efter med stigninger på et par procent, mens hveden fulgte majsen højere i sympati. Rapporten var af mindre betydning for møllehveden, som alligevel blev understøttet i kombination med en stærkere dollar, samt stigende priser ud af Sortehavet. Den europæiske hvedeeksport opretholder høj kadence og har i denne sæson hidtil eksporteret 6,3 millioner tons, 37% højere sammenlignet med sidste sæson.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Råolien dykkede næsten 3% på nyheden om, at Saudi Arabien har normaliseret olieproduktionen, og handler nu lavere end før angrebene. En ny dollarstyrkelse forstærkede sandsynligvis også bevægelsen. De lavere oliepriser havde dog ikke betydning for de vegetabilske oliefrø, der lukkede højere. Sojaolien fulgte sojabønnerne op, og det forhold understøttede såvel rapspriserne som palmeolien. Den europæiske import af rapsfrø fortsætter i det høje gear, hvor den seneste opgørelse viser, at importen af rapsfrø er 95% højere end samme tid sidste år. Samtidig bekræfter kinesiske data fra sidste uge antagelsen om, at Kina øger importen af vegetabilsk olie, som følge af lavere crush af sojabønner. År til dato er den kinesiske import af sojaolie steget med 76% til 515.237 tons, mens importen af palmeolie er steget med 44% til 4,6 millioner tons, forhold, der fortsat bør understøtte de vegetabilske frø.