DLF-koncernen leverede et rekordstort driftsresultat for regnskabsåret 1/7-2018 til 30/6-2019. Såvel koncernomsætningen som EBIT blev det største i koncernens historie, skriver DLF i en pressemeddelelse.

Koncernomsætningen blev 5,294 mia. kr. i 2018/19, hvilket er en fremgang på 969 mio. kr. eller 22 pct. i forhold til sidste sæson. Når der korrigeres for virkningerne af opkøb, udgør den organiske vækst i omsætningen ca. syv pct., og koncernens foder- og plænefrøaktiviteter har således udviklet sig meget positivt - særligt i Nordvesteuropa og Nord-amerika, der er nogle af de vigtige og modne markeder for DLF. EBIT udgjorde 291 mio. kr., en fremgang på 17 pct., og årets koncernresultat efter skat blev på 175,7 mio. kr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

La Crosse Seed (USA) blev overtaget den 29. juni 2018 og bidrager fuldt ud i 2018/19 regnskabet. Købet af PGG Wrightson Seeds blev gennemført per 1. maj 2019 og er indregnet fra denne dato. Følgelig er disse akti-viteter driftsmæssigt indeholdt i koncernregnskabet 2018/19 for månederne maj og juni 2019 - begge måneder er salgsmæssig lavsæson på den sydlige halvkugle og isoleret set underskudgivende. Egenkapitalen er påvirket af, at ud-stedelsen af hybridobligationer for 90 mio. euro i forbindelse med købet af PGW Seeds regnskabsmæssig medregnes til egenkapital.

Adm. direktør Truels Damsgaard peger på flere forklaringer til regnskabsresultatet:

- Sæsonen 2018/19 blev kickstartet af skader på græsmarker og -plæner efter en hård sommertørke i Nordvesteuropa samt tørke- og vinterskader i Nordamerika. Da vi blev mødt af en ekstraordinær stor efterspørgsel fra både Europa og Nordamerika, kom vores vidstrakte kundenetværk, stærke distributionsplatform og produktportefølje samt en velfungerende supply chain os til gode. Derfor var vi i en stærk position og godt placeret i frontlinjen, da det store "træk" i efterspørgslen kom. Købet af La Crosse Seed i USA har styrket vores distributionsforretningen og rykket DLF tættere på slutbrugerne i Nordamerika. Vi har følgelig slået omsætnings- og indtjeningsrekord i både Europa og Nordamerika.

Frøhøsten i 2018 og de nye udlægsmarker til høst 2019 blev påvirket af tørken, og et udbytteindeks på 89 på DLFs danske frøarealer sammenholdt med en rekordeksport af frø fra Danmark medførte, at lagerbeholdningerne blev redu-ceret for tredje år i træk.

Regnskabsresultatet skal også ses i lyset af, at selskabets ejere blev afregnet med omkring 14.000 kr. pr. ha til trods for, at høstudbytterne i 2018 var under normalen i flere frøarter, såvel som i korn og raps.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er glade for, at vi i 2018/19 igen er har kunnet kombinere et godt regnskab med konkurrencedygtig frøafregning til vores ejere, de danske frøavlere, siger Truels Damsgaard.