Der skal ikke sprøjtes i nærheden af vandboringer. Det mener Socialdemokratiet og Radikale Venstre i kølvandet på, at Politiken har kunnet fortælle, at vandværker og en forsker frygter, at grundvandet skal renses, inden det drikkes, efter der er fundet pesticidrester over det tilladte i syv vandboringer. Danmark har altid brystet sig af, at grundvandet er så rent, at det ikke behøver at blive renset.

De nye informationer får flere af partiernes miljøordførere op af stolen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er utroligt at ærgerligt, at man bliver nødt til at rense for pesticider nogle steder for overhovedet at få vand, siger miljøordfører Ida Auken (R) til Ritzau.

Fortidens synder

Erling Bonnesen, som er miljøordfører fra Venstre, mener, at det er fortidens synder. Det vækker ikke opbakning fra Socialdemokratiets miljøordfører.

- Der er tilfælde af fortidens synder. Men der er også problemer med et nutidigt stof, der hedder 124 triasol. Så det er ikke nok at sige, at det er fortidens synder. Vi skal beskytte danskernes drikkevand, nu og i fremtiden, siger Christian Rabjerg Madsen til Ritzau.

Kan koste dyrt

Hvis der ikke må sprøjtes i nærheden af vandboringer kan det gøre landbrugsjorden værdiløs og på mange måder gøre det ekstremt svært at køre ud med sprøjten til de områder, hvor man så godt må sprøjte.