Temaet for denne klumme har hele tiden været, og vil også i nogen tid fremover være relateret til land-brugserhvervets økonomiske udfordringer. Jeg står næppe alene med postulatet om, at 2016 vil resultere i flere nedlukninger af landbrugsbedrifter end 2015 bød på. Det giver anledning til at rejse det spørgsmål: Hvem bestemmer, at et landbrug må lukke? Det vil der nedenfor blive givet et bud på.
Insolvens
Selv højeffektive landmænd kan blive ramt af nedlukningsbølgen.
- Jens Paulsen, advokat
En virksomhed - hvad enten det er en landbrugsbedrift eller en anden virksomhed - er insolvent, når den ikke længere er i stand til at betale sine forpligtelser i takt med, at forpligtelserne forfalder. Teknisk set er mange virksomheder derfor insolvente. Det er ikke ensbetydende med, at virksomhederne skal lukke. Hvis virksomheden har mulighed for at få finansieret driften på trods af insolvensen, er virksomheden overlevelsesdygtig. En forudsætning for at få tilført den nødvendige likviditet til en videreførelse af driften vil normalt være, at der er udsigt til, at virksomheden efter en periode - eventuelt efter iværksættelse af driftsforbedrende tiltag vil kunne betale sine forpligtelser rettidigt. En række virksomheder, der forbigående er i økonomiske vanskeligheder, men hvor effektiviteten er høj, vil overleve krisen. I forhold til disse virksomheder vil finansieringskilderne - realkreditinstitutter og pengeinstitutter - have den nødvendige tillid til fremtiden og understøtte driftsunderskud i en periode. Det er i hvert fald udgangspunktet.
Selv højeffektive landmænd kan blive ramt af nedlukningsbølgen. Det de landmænd, der erhvervede bedriften, hvor priserne var i top, og hvor det må konstateres, at selv en gunstig udvikling i afregningspriserne ikke vil resultere i, at der kommer balance i driften. Med andre ord vil disse landmænd på sigt ikke være i stand til at service den betydelige gæld, som disse landmænd har påtaget sig, heller ikke selvom der gennemføres rationaliseringer og effektiviseringer. Denne gruppe af landmænd burde overleve, men vil i en række tilfælde alligevel ikke kunne overleve. Det skyldes blandt andet det forhold, at der er en tilnærmelsesvis fælles forståelse i den finansielle sektor om, at der ikke medvirkes ved gennemførelse af akkorder med henblik på fortsat drift. Disse landmænd sidder efter afviklingen tilbage med en betydelig gæld - en gæld, som må håndteres via gældssanering i forbindelse med konkurs eller via tvangsakkord som en del af en virksomhedsoverdragelse under rekonstruktionsbehandling.
Hvem afsiger dommen?
I bedrifter, hvor landmanden er i stand til at servicere ydelsen til førsteprioritetspanthaveren - normalt kreditforeningen - vil kreditforeningen sjældent være motiveret til at trække det røde kort. Kreditforeningen vil i forhold til disse landmænd ikke have nogen afgørende risiko. I denne situation vil det normalt være andenprioritetspanthaveren (som oftest et pengeinstitut), der må vurdere, om de anser fortsat drift evt. med midlertidig underskudsfinansiering som en farbar vej, eller om pengeinstituttet mener, at landmanden på sigt ikke kan klare skærene. Hvis pengeinstituttet vurderer, at landmanden ikke på sigt kan overleve, vil det normalt munde ud i, at pengeinstituttet ikke godkender budgettet. En række landmænd har på nuværende tidspunkt ikke fået godkendt 2016-budgettet eller har alene fået godkendt budgettet måneder frem - en på mange måder uheldig og uhensigtsmæssig situation.
Rundt omkring i landet udfoldes der betydelige bestræbelser fra økonomirådgiveres, virksomhedskonsulenters, revisorers og advokaters side med henblik på at finde løsninger, der muliggør fortsat drift - eller i hvert fald midlertidig fortsat drift. Det er prisværdigt, at alt sættes ind på at undersøge, vurdere og overveje om fortsat drift er mulig, men en række af disse tiltag synes på forhånd at være "dødsdømte". Det skyldes blandt andet 1) manglende erkendelse hos landmanden af, hvad der skal til i "driftsforbedring" for at skabe balance i økonomien og 2) at gælden simpelthen er så stor, at selv den mest effektive landmand - end ikke over en længere årrække - kan få balance i økonomien.
Vær realistisk
Kendetegnende for mange landmænd og disses familiers situation er, at de i flere år har følt sig enormt pressede. Det fremmer ikke selvværdet og belaster ofte familielivet. Den aktuelle krises udvikling har givetvis endnu ikke nået lavpunktet. Selv landmænd, der kan fremvise årsrapporter eller udkast til års-rapporter for 2015, der viser positiv egenkapital, kan ikke nødvendigvis overleve. Det afgørende er, at man er realistisk ved værdiansættelsen af bedriften. Det er ikke tilstrækkeligt - som det anføres i en række vurderingsrapporter - at prisen burde være højere. Det afgørende er, hvad prisen må forventes at være ved salg, og i den forbindelse er det væsentligt, at udbuddet af landbrugsejendomme de senere måneder er steget betragteligt, hvilket alt andet lige vil resultere i, at de priser, der vil kunne opnås i resten af 2016 og i en periode fremover, vil være lavere end de priser, man oplevede for eksempelvis seks måneder siden. Hertil kommer, at det er et faktum, at selv sagkyndige vurderinger som regel er for optimistiske i forhold til de priser, der efterfølgende realiseres. I gennemsnit ligger vurderingspriser i niveau cirka 15-25 procent over de salgspriser, der efterfølgende konstateres, og i en række tilfælde er prisen endog lavere. Det skal der tages højde for ved vurderingen af, om der ved et salg af bedriften fremkommer (delvis) dækning til pengeinstituttet som andenprioritetspanthaver. Vil et salg ikke resultere i delvis dækning til andenprioritetspanthaveren stopper andenprioritetspanthaveren for den løbende driftsfinansiering, ofte med den konsekvens at der fra førsteprioritetspanthaverens side iværksættes tiltag - konkurs eller brugeligt pant - med henblik på salg af bedriften.
Reel beslutningstager?
Sjældent vil det være førsteprioritetspanthaveren, der har den udfarende kraft. Førsteprioritetspanthaveren bliver normalt først aktiv, når andenprioritetspanthaveren lukker for landmandens betaling af ydelser til førsteprioritetspanthaveren. På det tidspunkt, hvor førsteprioritetspanthaveren ikke får betalt ydelser rettidigt, bør landmanden og dennes primære rådgivere realistisk vurdere, om der er tale om en midlertidig likviditetskrise, eller om situationen er så alvorlig, at der skal afæskes andenprioritetspanthaveren en erklæring/et tilsagn om finansiering af fortsat drift. Kan et tilsagn om finansiering af fortsat drift ikke opnås, er fortsat drift på sigt ikke mulig, og i den situation er det derfor landmanden, der både har retten og pligten til at sige stop.
Alt andet lige er det de finansielle kreditorer, der bestemmer, om landmanden kan eller skal overleve. I en række tilfælde forsømmer landmanden at være proaktiv og undlader at afæske den finansielle sektor en stillingtagen til fortsat drift. Landmanden kunne i en række tilfælde bestemme, hvornår der bør trækkes i nødbremsen, men ofte overlades beslutningen til de finansielle kreditorer. Situationen er værre i denne landbrugskrise, end tilfældet var i landbrugskrisen primo 1980'erne. I den tidligere krise accepterede pengeinstitutterne, at der skete ægtefælleoverdragelser, ligesom der i 1980'erne var reel mulighed for et pengeinstitutskifte - tiltag, der i den nuværende krise ikke synes gangbare. Denne situation er bestemt ubehagelig set fra landmandens side, men det nytter ikke at lukke øjnene for fakta.
