Efter at være gået over til kontrolleret trafik (CTF) på knap 2.000 hektar dyrket landbrugsjord i Bedfordshire i England, beretter Robert Barnes om store besparelser på brændstofsiden.

- Jeg har på det første år sparet 50.000 liter brændstof på min bedrift ved at gå over til 12 meter faste kørespor, beretter Robert Barnes til Farmers Weekly. Maskinstrategien er gået fra plov let harvning, hvor bedriftens 12 meter tandsåmaskine fra John Dale er omdrejningspunktet sammen med sprøjten. Al trafik holdes i 11,66 meter faste kørespor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det lidt sjove tal skyldes, at jeg købte mejetærskeren for at anlægge de faste kørespor efter det nye 40 fodsskærebord, som gerne skulle være 12 meter bredt. Men det viste sig, at skærebordet kun var 11,98 meter bredt, fortæller Robert Barnes og forklarer, at det dermed blev marksprøjten, som kom til at bestemme afstanden mellem de faste kørespor:

- Ved at blænde en dyse af i hver side af bommen, endte den 36 meter sprøjte med en arbejdsbredde på 35 meter, og det svarer til en bredde på de enkelte kørespor på 11,66 meter.

Robert Barnes fortæller, at én af de største udfordringer ved at gå over til 100 procent faste kørespor er, at man låses fast på egne maskiner:

- Det er ikke så let at få hjælp i en presset sæson, da maskiner og traktorer gerne skal køre på mine egne GPS-koordinater.