Landbrug & Fødevarers strategi om, at erhvervet er en del af samfundet og løsningen af samfundets problemer har virket. Der er øget, politisk forståelse for landbrugets og dets virksomheder, og politikerne er lydhøre over for, at landbrugspolitikken skal ændres.

Det sagde den afgående formand for Landbrug & Fødevarer, Niels Jørgen Pedersen, da han aflagde beretning på delegeretmødet onsdag formiddag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Afgørende bidrag

Han konstaterede, at samfundet er ved at ændre opfattelse af landbrugs- og fødevareerhvervet.

- I en tid, hvor landets økonomi er gået i stå, har samfundet fået nyt syn på et erhverv, der bidrager afgørende til dansk økonomi og beskæftigelse, indledte Niels Jørgen Pedersen, inden han oplistede nogle nøgletal for erhvervet.

- Et erhverv der har kæmpet sig igennem finanskrisen og katastrofeårene 2008 og 2009. Og som i 2011 fortsatte fremgangen med et samlet driftsresultat for heltidsbedrifter på knap seks milliarder kroner. Et erhverv hvor prognoserne for 2012 og 2013 peger i den rigtige retning, selvom mange bedrifter stadig er i en meget svær situation. Et erhverv med en ny fortælling om vores vækstpotentiale i en verden med en stadigt større og rigere befolkning. Et erhverv hvis restprodukter kan bidrage afgørende til at gøre vores samfund uafhængigt af kul, olie og gas. Det nye syn på vores erhverv, er et resultat af den politiske strategi, vi vedtog, da vi dannede Landbrug & Fødevarer, sagde Niels Jørgen Pedersen.

Vi er uundværlige

Han tilføjede, at strategien fortæller, hvordan landbrugs- og fødevareerhvervet bidrager til samfundet, så politikerne ikke kan komme uden om erhvervet.

- Så de politiske partier ser os som et erhverv, de ikke kan undvære, hvis de skal nå deres politiske mål om velstand, beskæftigelse og bæredygtig udvikling. Og ikke som et erhverv, der står i vejen for deres mål, sagde Niels Jørgen Pedersen, som konstaterede, at dialogen med politikerne nytter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den røde regering

-Vi har nu en rød regering, der har udvalgt landbrugs- og fødevareerhvervet som et af de centrale erhverv, som regeringen mener, har særlige styrker og potentialer. Og som regeringens vækststrategi derfor vil fokusere særligt på. Det er ikke mange år siden, at det havde været svært at forestille sig, sagde Niels Jørgen Pedersen.

- Det er nyt syn på landbruget fra politiske partier, der tidligere mente, at restriktioner på landbruget var den eneste grønne vej frem, tilføjede han.

- Nu taler næsten alle politikere om behovet for en mere målrettet regulering. Men det er faktisk ikke mange år siden, at det kun var os, der talte om det. Det er nyt syn på landbruget, sagde formanden i sin beretning.

Nyt syn på erhvervet

Han glædede sig over, at der nu er politisk forståelse for, at god landbrugspolitik bliver lavet i samarbejdet med landbruget.

- Det er nyt syn på landbruget. Men alt dette er kun en begyndelse på en ny politisk tilgang til vores erhverv. Men godt begyndt er ikke halvt fuldendt i det her tilfælde. Langt fra. For samfundets nye syn på landbrugs- og fødevareerhvervet stiller store krav – både til os selv og til politikerne. Det nye syn på vores erhverv stiller store krav til politikerne, der ikke både kan fortælle danskerne, at fødevareerhvervet er en hjørnesten i deres vækststrategi og samtidigt fortsætte med at dynge os til med byrder og restriktioner, sagde Niels Jørgen Pedersen. Fødevareminister Mette Gjerskov (S) deltager i Landbrug & Fødevarers delegeretmøde både onsdag og torsdag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På fornavn med Mette

Niels Jørgen Pedersen var allerede i sin beretning på fornavn med "Mette", men selv om han glædede sig over lydhørhed fra politikerne, er alt ikke godt her et år efter den nye regerings tiltrædelse.

-Et år efter er det stadig for tidligt at sige, om regeringen mener det ægte. En stor del af problemerne er parkeret i Natur- og Landbrugskommissionen - også noget, der burde være gennemført nu, sagde formanden i sin beretning.