Den overdækkede Spar Salling Pullingarena lægger bane til årets traktortræk i Thorum den 21. april.

Arrangørerne gør et forsøg på at få endnu flere deltagere med og forsøger sig blandt andet med pengepræmier til vinderne i alle klasser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Alle tidligere kørere vendte tommelfingeren opad med hensyn til vores bane, og i år har vi igen allieret os med Danmarks nok bedste slæde-team Black Devil, som styres og ejes af ”Swot Niels” fra Klejtrup. Han kender samtlige traktor-teams i Danmark, så han kan få dem alle til at køre til grænsen, lyder det fra arrangøren Sundsøre Garden Pulling.

Som start på dagen har den lokale 4x4 Nissan-klub endnu engang arrangeret slædetræk. De var med sidste år med et lille antal biler, men er nu igen klar til at prøve kræfter med den lidt unikke sportsgren.

- I alt sin enkelthed går det ud på, at man tager sin firhjulstrukne bil og spænder foran en stor slæde. Så gælder det om, at komme så langt som muligt, forklarer arrangøren.

Hjemmebyggede byfesttraktorer

Ud over træk for både traktorer og biler afholdes også den kendte ”Salling-Runde”. De populære hjemmebyggede byfesttraktorer konkurrerer i to forskellige vægtklasser. I disse klasser er det kun fantasien, der sætter grænser.

- Vi får igen besøg af vores venner fra Samsø, som har tre traktorer i disse klasser. Vi har ligeledes flere af de specielle ”Garden-Pullere”, som skifter til denne klasse, da reglerne er en del anderledes, fortæller arrangørerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er dermed garanteret spænding, røg og motorlarm i Thorum lørdag den 21. april.