Finanstilsynet har besluttet at opjustere sin værdiansættelse af ældre, vedligeholdte stalde og staldinventar.

Det vil for eksempel betyde, at den samlede værdiansættelse for et kvægbrug med et godt vedligeholdt 10 år gammelt staldanlæg kan være 5-10 procent højere, end hvis anlægget er dårligt vedligeholdt, vurderer tilsynet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Finanstilsynet vurderer dog også, at der på trods af forbedring af landbrugets afregningspriser fortsat er en del udlån med forhøjet risiko. Den forhøjede risiko skyldes dårlig indtjening og likviditet i en del landbrug blandt andet som følge af høj gæld. Dertil kommer udviklingen i jordpriserne.

Vurderingen har Finanstilsynet fremsat i en pressemeddelelse, efter at tilsynet i første kvartal 2012 har gennemført såkaldte funktionsundersøgelser af landbrugsområdet i de fem største banker i Danmark.

175.000 for lollandsk jord

- Finanstilsynet vurderer, at de priser på landbrugsjord, som blev meldt ud til brug for nedskrivnings- og solvensbehovsformål kort før jul, fortsat er realistiske. Disse priser er også generelt afspejlet i de store bankers værdiansættelse, skriver tilsynet.

Finanstilsynet understreger, at formålet med de udmeldte jordpriser er, at de skal bruges i forbindelse med nedskrivninger eller til opgørelse af risikovægtede poster og solvensbehov.

- Belåning af landbrugsejendomme kan således ske til højere priser, hvis det er konkret dokumenteret ud fra sammenlignelige handler i markedet, siger vicedirektør Kristian Vie Madsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På Lolland/Falster vil Finanstilsynet på baggrund af sin markedsovervågning af de seneste handler som udgangspunkt bruge en pris på 175.000 kroner pr. hektar mod tidligere 160.000 kroner pr. hektar.

- Generelt er landbrugets situation på Lolland/Falster bedre end i resten af landet, og derfor forventer vi, at denne justering kun vil have en mindre effekt i forhold til institutternes nedskrivninger og solvensbehov, siger Kristian Vie Madsen.

Regnskabsbekendtgørelse uden betydning

Finanstilsynet finder også anledning til at fremhæve, at ændringerne i den netop reviderede regnskabsbekendtgørelse ikke har betydning for nedskrivninger på landbrugsengagementer. Reglerne for OIV (objektiv indikation for værdiforringelse) og nedskrivninger på udlån til landbrugskunder er således uændrede i forhold til Finanstilsynets hidtidige praksis.

- De nye regler tager højde for, at landbrugskunders indtjening i perioder kan være præget af særlige forhold, som for eksempel opbygning af en besætning eller meget svingende afregningspriser. Der er derfor ikke nødvendigvis OIV for et underskudsgivende landbrug, hvis det er velunderbygget, at kunden vil få tilstrækkeligt overskud fremover, siger Kristian Vie Madsen.