Der var gang i den under pelsdyravlernes decemberauktion, som Kopenhagen Fur netop har afholdt. 1,3 millioner minkskind blev solgt for 609 millioner kroner i løbet af aktionens tre dage, og det betyder, at gennemsnitsprisen på de solgte minkskind endte på 435 kroner.

Samtidig viser tal fra Landbrug & Fødevarer en kæmpestigning i eksportværdig af danske minkskind. Således har minkeksporten i de første tre kvartaler af 2011 været 24 procent højere end i samme periode i 2010. Den samlede værdi af eksporten fra januar til september 2011 er opgjort til 7,593 milliarder kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Verdens bedste kvalitet og priser

Det er især de asiatiske kunder, der efterspørger danske skind.

- Vi har meget tidligt satset på Kina som et vigtigt fremtidigt marked, og det er en næsten 20-årig målrettet indsats, som vi i dag høster frugterne af. Samtidig har vi satset på at producere en helt særlig minkkvalitet, som gør, at danske minkavlere vurderes som verdens bedste, siger Kopenhagen Furs administrerende direktør Torben Nielsen og fortsætter:

- Det betyder, at et dansk minkskind indbringer cirka 100 kroner mere end andre europæiske skind. Målt i kroner og ører giver det danske minkavlere en årlig merindtjening på cirka 1,4 milliarder kroner. De danske minkavlere er derfor i dag langt mere konjunkturrobuste end tidligere.

For meget bureaukrati

Torben Nielsen ærgrer sig dog over, at det imidlertid har været svært at omsætte succes til produktion og arbejdspladser. Han mener, at det skyldes kommunalt bureaukrati.

- Den kinesiske højhastighedsbane mellem Shanghai og Beijing blev bygget på fire år, hvilket nogenlunde svarer til sagsbehandlingstiden i en gennemsnitlig dansk kommune for at opføre en minkhal. I en globaliseret verden er det naturligvis ødelæggende for dansk økonomi, at et absurd bureaukrati kvæler de initiativer, der trods alt stadig udvises i erhvervslivet, siger Torben Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nu er det dog blevet bedre, og vi hilser med glæde, at der nu er kommet gang i miljøgodkendelserne, således at de gode tider også kan omsættes i øget produktion og stigende beskæftigelse. Men der er stadig plads til forbedring.