Landbrug & Fødevarers formand, Niels Jørgen Pedersen, indledte sin beretning på primærsidens landsdelegeretmøde i dag i Herning med at konstatere, at den nye regering har brug for landbrugserhvervet for at leve op til sine egne målsætninger om at skabe vækst i den danske økonomi og øge eksporten.

- Regeringen har brug for os, fordi vi er grundlaget for den fødevareeksport, der bidrager mest til overskuddet på den danske handelsbalance. Og fordi dansk landbrug skaber hvert ottende job i de yderområder, der er hårdest ramt af den økonomiske krise, sagde Niels Jørgen Pedersen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Han fremhævede også, at landbruget er kilde til store ressourcer, der i fremtiden vil kunne dække en tredjedel af Danmarks energiforbrug.

Niels Jørgen Pedersen mener også, at landbrugs- og fødevareerhvervets potentiale er endnu større, hvis vi formår at udnytte mulighederne på de nye vækstmarkeder, og hvis vi formår at udvikle nye forretningsområder.

- Jeg er stolt over at repræsentere et erhverv, der kan bidrage så meget til, at Danmark bliver et rigere og bedre land at leve i, konkluderede han og erkendte, at det først og fremmest er op til erhvervet selv at skabe fremgang gennem hårdt arbejde og løbende udvikling af produktionen.

- Men vi kan ikke gøre det alene. Vi kan kun gøre det, hvis der er politisk opbakning til det, sagde han og pegede på nogle af de forhindringer, som danske landmænd møder i forhold til det politiske system, og konkurrenterne i udlandet.

- Landbrugs- og fødevareerhvervet kan ikke skabe ny vækst og nye jobs i Danmark, hvis vi pålægges flere og flere restriktioner på vores produktion. Og hvis vores konkurrenter i EU ikke efterlever de samme fælles regler, som vi gør. Og hvis vi pålægges endnu højere afgifter og skatter, end vi allerede bærer i dag, sagde han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Niels Jørgen Pedersen pegede også på, at det er et problem, hvis der fjernes midler til forskning og udvikling af erhvervet. Og at landmænd skal vente i årevis på at få svar, når de søger tilladelse til at udvide produktionen.

- Og det er et problem, hvis vi skal bruge stadigt mere tid på stadigt mere detaljerede og uforståelige indberetningsskemaer, og hvis vores marker står under vand, fordi myndighederne ikke længere vil sikre, at vandløb kan lede nedbøren væk, som de skal, sagde han.