Årligt bliver danskere i titusindvis syge af at spise mad forurenet med salmonella, listeria, afføringsbakterier, råd, mug og fremmedlegemer, som ofte skyldes hygiejnesvigt i detailhandlen, restaurationsbranchen og i fødevareindustrien.

Fødevarekontrollens sporadiske stikprøver afslører jævnlig grove svigt i fødevarevirksomhederne, men alligevel mener den nye regering, at fødevaresikkerheden i Danmark er helt i orden. Det skriver 24timer.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg fastholder, at fødevaresikkerheden i Danmark er tilstrækkelig høj, så fødevarekontrol eller øget fødevarekontrol er bestemt ikke det første indsatsområde, jeg vil kigge på, siger den nye fødevareminister Mette Gjerskov til 24timer.

Madforgiftning koster samfundet dyrt

Men Klaus Melvin Jensen, leder af forbrugerorganisationen Aktive Forbrugere, er skeptisk.

- Jeg mener bestemt, at man kan diskutere, om fødevaresikkerheden er høj. Det kommer an på, hvem vi sammenligner Danmark med. Eksempelvis er Sverige på nogle områder bedre end Danmark, siger han til 24timer.

- Voldsomt mange danskere lægger sig dagligt syge med madforgiftninger, og det er til stor ulempe for den enkelte syge - og for samfundsøkonomien, så det ville give mening af højne fødevarekontrollen og fødevaresikkerheden, mener Klaus Melvin Jensen.