En af nyhederne på årets Langesømesse er en ny dansk specialmaskine fra Team-Service ApS. Maskinen kan kort og godt klare alt det løbende arbejde i juletræskulturer, såsom stabklipning, fældning, gødningsudlægning og sprøjtning.

Der er tale om specialudviklet udstyr til basismaskinen, en Egholm 2150 redskabsbærer, og bag udviklingen står Jens Krogh Andersen og Jens Nyholm, der ejer Team-Service ApS.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Egholm-maskinen bruges til talrige formål i forvejen, og med vores specialudviklede udstyr påmonteret, får man en maskine, som bliver en helt central del og et uvurderligt hjælpemiddel i en effektiv juletræsproduktion, siger Niels Nyholm og Jens Krogh Andersen

Fældeklo klarer 300 træer i timen

De to ejere har udviklet redskabsdelene over de seneste tre år, og de betegner selv maskinen som en landvinding for danske juletræsdyrkere.

- EGHOLM-maskinen kan således udstyres med hydraulisk justerbar og frontmonteret dobbelt stabklipper, fældeklo, gødningsudlægger med afskærmet sprøjte og hydraulisk baglift. Med én og samme basismaskine kan en juletræskultur således trimmes og passes på alle årstider, siger ejerne af Team-Service ApS.

Udlægning af gødning sker for eksempel nemt og effektivt med den tilhørende gødningsudlægger, hvor udlægningen er kørselsafhængig og med variabel dosering.

Tilsvarende kan den frontmonterede fældeklo klippe cirka 300 træer i timen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den klipper helt nede ved jordoverfladen, mens føreren sidder mageligt i førersædet og undgår ryg- og ledskader. Den dobbelte og ligeledes frontmonterede stabklipper har hydraulisk indstillelig bredde fra 90 til 140 cm samt hydraulisk indstilleligt tryk. Fra førersædet har man et perfekt overblik over plantagen og et direkte udsyn ned til klippehovederne, siger de to Team-Service-ejere.