Hver tredje ansat i dansk landbrug skulle efter sigende være fra udland­et. Men flere landmænd oplever, at det bliver sværere for dem at få østeuropæiske medarbejdere - især kan det være svært at få polakkerne til at blive eller lokke nye til landet, da det er blevet mere attraktivt for dem i deres hjemland, end det har været hidtil.

Vil det virkelig betyde enden for dansk landbrug, hvis vi står uden denne udenlandske arbejdskraft? Jeg har svært ved at forstå, at vi ikke kan trække flere danskere til erhvervet, som byder på spændende, ansvarsfulde og afveklsende arbejdsopgaver.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landbrugsskolerne oplever fremgang i elevtallet - hvilket må være et bevis på, at der er nogle, som gerne vil landbruget. Så er spørgsmålet bare: Hvordan fastholder vi dem i landbruget efter endt uddannelse?

Af og til hører jeg, at danskerne er blevet både for magelige og vanskelige at have ansat i landbruget - så hellere en østeuropæisk medarbejder, som ikke stiller spørgsmål til deres arbejdsopgaver eller byrden heraf. Hvem er det, som er blevet for vanskelig og stiller for mange krav - er det de ansatte, eller er det arbejdsgiveren selv, som forventer at få noget, som måske ikke er en tidssvarende forventning og ikke helt realistisk?

Uanset om det er landbruget eller et andet erhverv, mener jeg, at man som arbejdsplads er nødt til at gøre den attraktiv for sine ansatte, hvis man vil gøre sig håb om at tiltrække og fastholde medarbejdere fra stadig mindre årgange på et reelt internationalt arbejdsmarked. Det er ikke altid, at lønnen er den afgørende. Derimod vægter det for mange langt højere, at man er med til at gøre en forskel, er en del af et fællesskab, og at man kan se et formål med det daglige arbejde samt bliver anerkendt for den indsats, man ligger i det - er dette tilfældet, er de fleste af os parate til at give den en ekstra skalle, selvom der ikke nødvendigvis falder lidt mere ned i lønposen.

Jeg siger ikke, at man udelukkende skal have danske medarbejdere ansat, men det er måske værd at overveje, hvordan man kan finde en løsning, hvis det viser sig, at flere og flere af de udenlandske ansatte forsvinder fra landbruget, som spådommen lyder.

I ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår.