Der er stadig en del at lære i kvægbruget i forhold til desinfektion. Derfor har konsulent Anne M. Holm, fra Seges Kvæg indledt et samarbejde med desinfektionsekspert Ove Christoffersen for at afklare, hvor og hvordan smittetrykket kan reduceres i kalvenes nærmiljø. Det skriver Seges.

- Mange steder bliver der brugt en masse tid og kræfter på at gøre bokse og udstyr rent. Men vi må bare erkende, at vi mangler viden på området. Og det vil vi gerne være med til at tilføre, så kvægbrugerne bruger deres kræfter på en måde, der giver maksimal effekt, siger Anne M. Holm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fokus på alt udstyr

Anne M. Holm har gennemgået en række bedrifter sammen med desinfektionseksperten. De gennemgik både kælvningsbokse, udstyr til råmælkstildeling, skåle, mælkefodringsvogn og kalvebokse. Og de fandt flere små områder - kroge og samlinger - i kalvens nærmiljø, der nogle steder er rene bakteriebomber.

- Alle steder, hvor der er revner og samlinger, kan bakterierne samle sig for eksempel i revner i boksen, i betongulvet, hvis det er ujævnt, eller samlinger i råmælksudstyret, siger Anne M. Holm.

Smittepresset skal sænkes

- Det er vigtigt, at man ude på bedrifterne sænker smittepresset på alle trin, fra kalven bliver født, til den er tre-fire måneder gammel, siger Anne M. Holm.

For at dokumentere effekten af sæbe og desinfektionsmiddel vil der, som en del af projektet, blive taget bakteriologiske målinger af kalvebokse rengjort med henholdsvis vand, vand og sæbe samt med vand, sæbe og desinfektionsmiddel, skriver Seges.

Arbejdet med rengøring og desinfektion hos kalve er en del af projektet 'Sunde køer og kalve dør ikke'.