Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Dyrlæge: Dyrene lider under nye medicin-regler
Fødevarestyrelsens fortolkning af den veterinære lægemiddelforordning, en EU bekendtgørelse, der snart har fungeret i 18 måneder i Danmark, har ifølge dyrlægerne medført en stigning i forbruget af antibiotika på de danske besætninger
På samme tid er dyrevelfærden ifølge de praktiserende dyrlæger blevet dårligere, og det skyldes ifølge formand for Vetsalus, Katrine Lawaetz, at dyrene ikke får den korrekte faglige behandling, det skriver Vetsalus i en pressemeddelelse.
-Vi har i Danmark været et foregangsland og praktisk laboratorium, hvor vi har behandlet dyrene efter dyrlægens faglige skøn, og er et dyr kureret, er der ingen grund til at fortsætte behandlingen, fortæller Katrine Lawaetz.
Men sådan er det ikke længere. Med Fødevarestyrelsens nye fortolkning i hånden, skal dyrlægen altid følge antibiotika-etikettens anvisninger, og det betyder blandt andet, at i forhold til behandling af smågrisediarre, som tidligere kunne behandles på 4-5 dage, der skal dyrlægerne nu udskrive medicin til 7 dages behandling.
Og det samme forhold gør sig gældende hos køerne, hvor en yverbetændelse, der tidligere har kunnet behandles på 1-2 dage, nu skal behandles i 4-5 dage.
Dyr der overbehandles skal tages fra, fikseres og behandles, imens de dyr, der fravælges i forhold til medicinering, fordi forbruget hele tiden skal sættes ned, går med lidelser i en periode, som gør at de ofte vil blive slagtet før tid. For Katrine Lawaetz og hendes dyrlægekolleger er det utilfredsstillende at være tvunget til at levere dårligere på dyrevelfærden, end de er fagligt uddannede til.
-Det er en kæmpe faglig frustration for dyrlægerne, for de vil ikke bryde loven, men samtidig vil de også behandle dyrene fagligt rigtigt. Og det har konsekvenser og giver store smerter for dyrene, når man ikke må bruge den fagligt korrekte dosis. Dårlig dyrevelfærd er den direkte konsekvens af de gældende regler, siger Katrine Lawaetz.
Stigning kunne være undgået
Ifølge formanden for VetSalus er den ændrede tolkning af reglerne én af de direkte årsager til en aktuel stigning i det danske antibiotikaforbrug. Med de nye regler ligger nogle doseringer nu to-tre gange over, hvad man normalt ville anvende i Danmark, hvilket dyrlægen mener er stærkt problematisk både i forhold til dyrevelfærden og dyrlægernes faglighed.
- Indtil nu har man sagt, at dyrlægens faglige skøn tæller over, hvad der står på etiketten. Nu er vi reduceret til teknikere, der blot skal følge brugsanvisningen, siger Katrine Lawaetz, der for en stund har skiftet staldbesøg ud med møder med Folketingets politiske ordførere på dyrevelfærdsområdet, så der kan komme fuldt fokus på at få ændret den skadelige praksis, når en ny aftale for forbedret dyrevelfærd skal præsenteres sidst på året.
Katrine Lawaetz har i løbet af sommeren og efteråret haft møder med samtlige af Folketingets partiers fødevareordførere for at give dem et realistisk billede af, hvilke forhold der skal ændres på, hvis man reelt vil højne dyrevelfærden i staldene. Og noget af det, politikerne har fået fortalt, er, at hele problemstillingen omkring det større antibiotikaforbrug kunne være undgået, hvis dyrlægerne havde været taget med på råd.
-Vi er langt klogere nu end for 30 år siden, hvor mange af etiketterne blev skrevet. Etiketter, vi som dyrlæger nu blindt skal rette os efter, hvis vi skal følge reglerne. Konsekvensen af Fødevarestyrelsens fortolkning af den veterinære lægemiddelforordning ser vi nu, hvor antibiotikaforbruget går i den forkerte retning, forklarer Katrine Lawaetz.
Hvis man vil have antibiotikaforbruget ned, så skal dyrlægens faglighed ifølge Vetsalus formand altså kunne trumfe lægemiddelsforordningen, og det synspunkt bakkes umiddelbart op af Per Larsen, landbrugsordfører for Det Konservative Folkeparti.
-Danske dyrlægers faglige vurdering af hvilken medicinering syge dyr i landbruget har behov for har ført til et lavt antibiotikaforbrug i Danmark sammenlignet med det meste af EU. Så hvis Fødevarestyrelsens nye fortolkning af den veterinære lægemiddelforordning leder til forringet dyrevelfærd og et højere antibiotikaforbrug, fordi dyrlægernes faglige skøn underkendes, så skal reglerne ændres, siger Per Larsen, som nu vil have minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen, til at se på den danske fortolkning af EU-forordningen, så dyrevelfærden sikres samtidig med at medicinforbruget kan sænkes.
Det stigende antibiotikaforbrug i danske besætninger er dokumenteret i den nyligt offentliggjorte rapport fra DANMAP, der er den instans, der overvåger antibiotikaforbruget i forhold til mennesker og dyr. Her dokumenteres det i den seneste rapport fra 2022, at der er sket en reduktion i forbruget hos malkekvæget, men også, at der er sket en stigning i forbruget af aminoglycosid til fravænningsdiarre hos pattegrise, hvilket alene har betydet, at der er sket en generel stigning i forbruget siden 2021.
Partnerskab viser vejen
Dyrlægerne i Vetsalus er en del af "Partnerskab fra Bonden til Borgen", hvor den fødevarepolitiske tænketank FREJ har samlet en række aktører for at skabe grundlag for fagligt funderede antibiotikareduktioner hos kvæg og svin. Og det er ifølge Katrine Lawaetz vigtigt at samle hele branchen, hvis vi skal nå i mål med reduktioner på antibiotikaområdet.
-Vi arbejder med Arla omkring robusthed i Køer. Arla har et ønske om at reducere kodødeligheden i Danmark fra 6,5 til 3 procent. Lige nu er dyrlægerne på tur med Arlafolk til vidensarrangementer for landmænd, hvor der er fokus på holdbarheden hos danske køer, hvor man skal arbejde med at forbygge sygdomme og få tidlig igangsættelse af behandling.
Med i samarbejdet fra Bonden til Borgen finder man blandt andet L&F, Den Danske Dyrlægeforening og flere medicinalfirmaer og producenter af proteinfoder, og på et stormøde hos landbrugsrådgivningsvirksomheden Sagro i Herning den 23. november, skal der arbejdes på at finde frem til de mest virksomme tiltag, som til foråret skal præsenteres for politikerne på Christiansborg.