Lyt til artiklen:

L&F: Lovende forskning er godt nyt

00:00
Hastighed: ???x
03:17

I sommer kom nyheden om, at EU havde godkendt pulveret Bovaer, som kan nedbringe malkekøers metanudledning med op til 30 procent. Med et foderadditiv som Bovaer kan man i dag fjerne op mod en tredjedel af koens metanudledning.

På Aarhus Universitet i Foulum forsker man i at komme et par skridt videre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Mit bud er, at vi frem mod 2030 vil være i stand til at reducere koens metanudledning med 50 procent, lyder det fra professor Peter Lund, der står bag metan-forskningen.

- Det er virkelig positivt at høre forskerne sige, at Bovaer virker - også i praksis på danske gårde. Det kan være med til at give mælken og kødet et lavere klimaaftryk. Ud over Bovaer forskes der i mange andre løsninger, så vi er kun lige kommet i gang. At reducere klimaaftrykket fra kvæget er en løbende proces, med mange skridt og mange forskellige tiltag. Det er noget, der sker over tid, og vi er i kvægbruget 100 procent dedikerede til opgaven, siger formanden for Landbrug & Fødevarer, Kvæg Christian Lund i en kommentar til dagens nyhed om de foreløbige resultater med fodertilskuddet Bovaer.

Det varer dog et stykke tid, inden de danske kvæglandmænd fodrer med Bovaer, siger Christian Lund.

Præcis hvor længe kan Christian Lund ikke sige.

- Men vi glæder os til at kunne komme i gang. For mig er Bovaer et eksempel på, hvordan vi med forskning, udvikling og teknologi kan finde helt nye løsninger, som kan give koen et lavere klimaaftryk, siger Christian Lund.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fortsat forskning

Christian Lund fremhæver, hvor afgørende det er at branchen og andre parter fortsætter med at investere i forskning og udvikling i klimaløsninger:

- Som samfund får vi i fællesskab meget mere ud af at investere i løsninger, der kan skabe grøn omstilling i praksis. Det er løsninger, som også kan bruges i landbrug i resten af verden, og dermed forstærkes de positive effekter. Klimaet kender ingen grænser. Det er for mig at se den eneste rigtige vej at gå, i stedet for at opkræve store beløb i form af en ensidig høj dansk sær-afgift på CO2e på de biologiske processer, siger han.

Bovaer fungerer ved at undertrykke det enzym, der udløser produktionen af metan i køers fordøjelsessystem. Det har effekt med det samme og nedbrydes sikkert til stoffer, der allerede er naturligt til stede i en kos mave, og det er videnskabeligt bevist, at det ikke påvirker mælkekvaliteten. Blot en kvart teskefuld Bovaer tilsat dagligt til foderet vil reducere udledning af metan med 30 procent i gennemsnit.

Dermed bidrager fodertilsætningsstoffet til en betydelig og øjeblikkelig reduktion i kød- og mejeriprodukters klimaaftryk.

Halvering af metan i 2030

Forskningsprojektet afsluttes i år, men det gør forskningen i metanreduktion ikke. Allerede sidste år indledte Peter Lund og hans kolleger på Aarhus Universitet et nyt omfattende projekt, hvor man populært sagt vil gå dybere ind i koens fordøjelse for at blive klogere på det komplicerede mikrobiologiske samspil, der styrer metandannelsen i vommen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Projektet afsluttes i 2027, og Peter Lund er ret sikker på, at det sammen med andre forskningsprojekter i Danmark og udlandet vil generere ny viden, der vil kunne medvirke til at sænke metandannelsen yderligere.