På trods af at Arla i 2015 øgede den samlede mælkemængde med 622 millioner kilo til 14,19 milliarder kilo, måtte mejerigiganten melde om en markant nedgang i både omsætning, overskud og den såkaldte Arla-indtjening, der afspejler den værdi, Arla har skabt for hvert kilo mælk leveret af andelshaverne.

Efter gode regnskaber i 2013 og 2014, måtte mejerigiganten acceptere en nedgang i 2015, og der er ikke bedre tider lige om hjørnet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er en kamp, som min hustru og jeg selv kæmper hver dag på vores gård

- Åke Hantoft, bestyrelsesformand hos Arla.

- Vi har ikke en krystalkugle, men vi lytter til mange eksperter, og ingen forventer forbedring i markedet før i sidste del af 2016, siger Natalie Knight, der er finansdirektør i Arla.

Det russiske embargo og faldende salg i Kina spøger stadig hos Arla.

- Vi er klar, hvis vi pludselig får mulighed for at sælge til Rusland igen, og vi er klar, hvis Kina igen begynder at købe mere mælk. De er de to største eksterne ting, som kan give bedre tider for Arla og andelshaverne. Derudover må vi fortsætte med at være kreative, og finde måder, hvor vi kan få så meget som muligt, for det mælk vi har, siger Natalie Knight.

En kamp

I Arla har bestyrelsen valgt at anbefale en højere efterbetaling til andelshaverne, end den interne politik ellers dikterer. Ifølge bestyrelsesformand Åke Hantoft er efterbetalingen et vigtigt signal til landmændene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det betyder meget for os som landmænd. Når bedrifterne er så store, og laver så meget mælk, som de gør i dag, så drejer det sig om rigtig mange penge, siger bestyrelsesformanden.

Åke Hantoft driver selv en kvægbesætning i Sverige, så han kender også personligt den krise, som mange danske mælkeproducenter kæmper med.

- Det er en kamp, som min hustru og jeg selv kæmper hver dag på vores gård, siger han.

Bestyrelsesformanden spår desuden, at ikke alle Arlas andelshavere kan holde skruen i vandet frem til sidste del af 2016, hvor mejeriet forventer bedre tider.

- Mange mælkeproducenter er i stand til at komme i gennem det her, men desværre er der også nogen, der ikke kan, siger Åke Hantoft.