Sidste år vedtog Arla at udbetale en større del af overskudet som efterbetaling, end der egentlig var planlagt. I år har mejeriets bestyrelse anbefalet at gøre det samme. Det skyldes, at mælkepriserne i 2016 ifølge Arla har været på et uholdbart lavt niveau.

- Arlas bestyrelse foreslår, at Arla ved fordeling af årsresultatet 2016 til ejerne afviger fra konsolideringspolitikken og dermed i gennemsnit udbetaler 1 eurocent pr. kilo mælk i efterbetaling for 2016, skriver Arla i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arla har en såkaldt konsolideringspolitik, der foreskriver, hvordan årets overskud skal fordeles, og havde man fulgt denne, ville der blive udbetalt 48 millioner euro, men nu anbefaler bestyrelsen altså at udbetale 124 millioner euro i efterbetaling. Arlas årsresultat til disponering 2016 er på 227 millioner euro, og hvis bestyrelsens forslag vedtages, vil de sidste 103 millioner euro konsolideres, dels som egenkapital og dels til fremtidige investeringer.

Den endelige beslutning om fordelingen af årets resultat træffes på repræsentantskabsmødet den 1.-2. marts i Halmstad, Sverige. Hvis Arlas repræsentantskab støtter dette, øges efterbetalingen dermed til ejerne.

- Bestyrelsen fremsætter dette forslag for repræsentantskabet efter et særdeles hårdt år, og hvis det vedtages, kommer Arla til at udbetale en højere efterbetaling, end politikken foreskriver, siger formand Åke Hantoft.