Det emmer af ro og idyl På Nyholm ved Grønbjerg i Vestjylland. Det skriver Bovilogisk i den nyeste udgave, der udkommer den 19. august.

Besætningen på Nyholm tæller blandt andet 160 højtydende Dansk Holstein-køer. Sidste år toppede køerne med en ydelse på 14.134 kg mælk og blev kåret som Danmarks højst ydende besætning. Ydelsen har også været høj i 2011, men ikke helt på samme højde som året før.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Marianne og Bjarne Vestergård Hansen byggede i 2010 en helt ny løsdrift til køerne, og det har betydet, at de har beholdt alle køer i besætningen. Det er noget, der ifølge Bjarne Vestergård Hansen kan have påvirket både ydelse og ikke mindst celletallet.

Bjarne Vestergård Hansen har altid været betaget af sand i sengebåsene, og han ville også gerne have haft det i den gamle stald, men med kanalrundskyl ville det ikke komme til at fungere.

- Der ville hverken kunne fås sand ind eller ud af stalden, fortæller han.

I den nye stald køres der et træk sand ind hver tredje uge. Oven på spalterne kører en skraber, og under spalterne er der linespil. Skraberen kører otte gange i døgnet, og der er lige rigeligt med arbejde til, at den kan nå det. Det er også grunden til, at den kun kører inde ved sengebåsene. Planen er, at der skal investeres i yderligere en skraber.

Bjarne Vestergård Hansen bemærker, at sandet allerede har haft en positiv indvirkning på bentøjet ? der er for eksempel næsten ingen digital dermatitis i besætningen længere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sådan burde det også være med celletallet, konstaterer Bjarne Vestergård Hansen og tilføjer:

- Men vi må erkende, at det har været en sejere kamp, end vi først havde troet. Med hensyn til celletal og yverbetændelser har vi førhen været en del plaget. Og vi havde håbet, det forsvandt med sand i sengebåsene, men det forventede fald er ikke kommet endnu.

Læs mere om Nyholm og hvordan de blandt andet har ændret på malkerutinerne for at få en bedre yversundhed i det nyeste nummer af Bovilogisk, der udkommer fredag den 19. august. Der kan bestilles abonnement på www.bovilogisk.dk eller 7620 7970.