Dødeligheden blandt danske malkekøer har ligget på godt 5 procent gennem de seneste to årtier. I rundt regnet to ud af tre tilfælde indberetter landmanden en dødsårsag, men blandt selvdøde køer er der næsten 20 procent, som har årsagen "ukendt" angivet.
Et nyt finsk forskningsprojekt har vist, at en obduktion i 88 procent af tilfældene kunne afsløre en dødsårsag hos køer, hvor landmanden havde angivet årsagen som "ukendt". En obduktion er ikke særlig nyttig, hvis en ko dør eller bliver aflivet af indlysende årsager. Hvis man til gengæld har flere køer, som dør af tilsyneladende ukendte årsager, er det bestemt værd at overveje en obduktion.