Danske mælkeproducenter er presset hårdt på økonomien. Derfor råder Videncentret for Landbrug nu på deres hjemmeside mælkeproducenter til at stoppe op og lave en plan.

- Det handler om at få skabt overblik over den forventede mælkeproduktion, fodersituation og kvotesituation og så lægge en plan for, hvordan de økonomiske tab kan begrænses mest muligt, siger Susanne Clausen, chefkonsulent, Videncentret for Landbrug, Kvæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge chefkonsulenten er der flere knapper, som mælkeproducenterne kan skrue på for at få forbedret deres økonomiske situation.

- De kan for eksempel se på køernes fodring. Måske skal de dyre kraftfodermidler erstattes med billigere alternativer, ligesom man bør gå efter at øge mængden af grovfoder i køernes foderration, hvis man har rigelige mængder af grovfoder af god kvalitet. Det kan også være relevant at reducere i besætningen, hvis der er udsigt til, at kvoten bliver overskredet, siger Susanne Clausen, der opfordrer mælkeproducenterne til at tage fat i deres rådgivere for at få hjælp til at lave en strategi.

Svært at navigere

Det kan nemlig være svært for producenterne at navigere, når mælke- og foderpriser svinger, som de har gjort på det seneste.

 - Kun en lille andel af verdens mælkeproduktion omsættes på verdensmarkedet, som er præget af få udbydere, hvis mælkeproduktion afhænger meget af de klimatiske forhold. Det betyder, at der kan komme betydelige udsving i udbuddet, og hvis ikke efterspørgslen følger med i samme takt, så kommer der udsving i priserne på mælk. Samtidig er verdens foderlagre langt mindre end tidligere, og det betyder ligeledes udsving i priserne, når eksempelvis klimaet påvirker produktionen, som det er tilfældet i øjeblikket med den amerikanske tørke, forklarer Susanne Clausen.

De seneste ugers eksplosive prisstigninger på foder har i kombination med en faldende mælkeafregning fra mejerierne betydet, at mælkeproduktionen giver underskud på mange bedrifter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stormøde i Herning

Senest har Arla Foods annonceret endnu et fald på den afregningspris, som mælkeproducenterne får for mælken. Denne gang faldt prisen fire øre per liter, hvilket svarer til 52.000 kroner for en gennemsnitlig dansk producent.

Den pressede situation har skabt så meget uro blandt danske mælkeproducenter, at Arla har inviteret de ramte producenter til stormøde i Messecenter Herning i aften, onsdag den 8. august, hvor udviklingen i mælkeprisen bliver det centrale tema.

Og de kommende måneder kan blive præget af høje priser på indkøbt foder, mens der tidligst er udsigt til en bedre balance på mælkemarkedet sidst på året eller måske først ind i 2013, siger Susanne Clausen.