Hyppig håndvask, god rengøring og et minimum af kontakt mellem egne fjerkræ og vilde fugle. Det er et par af de forholdsregler, fjerkræejere skal tage for at minimere risikoen for, at Danmark får nye udbrud af fugleinfluenza.

I slutningen af sidste uge var der et udbrud i en andebesætning nær den lille by Biddinghuizen i Holland. De 16.000 slagteænder i besætningen er allerede blevet aflivet. Myndighederne i Holland har også krævet, at erhvervsfjerkræ i hele landet bliver holdt inde i deres stalde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udbruddet er et tegn på, at sygdommen florerer hos vilde fugle. Derfor er det vigtigt, at alle, som holder fjerkræ, er opmærksomme på, at smittebeskyttelse er alfa og omega for at hindre et udbrud af fugleinfluenza.

- Der vil altid være en risiko for fugleinfluenza, men med ret simple huskeregler kan man gøre meget for, at ens fjerkræ ikke bliver syge. Det er vigtigt at have fokus på smittebeskyttelsen, siger souschef i Fødevarestyrelsen, Stig Mellergaard.

Det seneste udbrud af sygdommen i Danmark var i februar i år.